Kampen om pandekagen

Her begynder det allerede at blive mørkt ved 18.00-tiden, så aftenerne kan hurtigt blive ret lange. Derfor havde vi i weekenden besluttet os for, at vi en aften ville bage pandekager. Men det kræver forberedelse!

Til at bage pandekager skal man bruge følgende materialer og ingredienser:

-          Kogeplade

-          Pande

-          Paletkniv

-          3 æg

-          4 dl. mælk

-          2½ dl. mel

-          ½ tsk. salt

-          Olie eller smør

-          Sukker

-          Marmelade

Kogeplade: Vi ville gerne undgå at tænde op i bålet for at lave pandekager og havregrød om morgnen (som vores hushjælp ellers laver mad over), så et lille flytbart el-komfur ville jo være på sin plads. Så vi måtte ud i byen lede. Vi havde set det et sted før, i en af de mange små butikker som de har, så det handlede bare om gå samtlige butikker igennem igen og lede. Det lykkedes os dog først at finde det, da vi mødte en af de ansatte fra Multicenteret, som kunne hjælpe os. Ulempen ved et elkomfur er bare, at det kræver strøm, og vi har i perioder strømsvigt ca. halvdelen af døgnet.

Pande: Det ligger ligesom i ordet, at man skal lave pandekager på en pande. Men eftersom Sister, vores hushjælp, ikke ligger inde med andet end gryder, måtte vi forsøge os med at lave pandekager i en gryde.  

Paletkniv: Ingen pande = ingen paletkniv i køkkenet. Deres voldsomme køkkenknive kunne sikkert godt bruges.

Æg: Det mindste problem, det kan fås alle steder.

Mælk: Kan sikkert fås frisktappet ved den lokale farmer, men vand kan også bruges!

Mel: Når man står ved en butik, der har 20 poser med forskellige råvarer som mel, korn, linser, pasta osv. må man smage sig frem, for at være sikker på, at det også er hvedemel, man får med hjem.

Salt: Købes overraskende ikke i løs vægt, så det var nemt at finde.

Olie: Eftersom vi ikke kan drikke vandet fra hanen her i Etiopien, må vi købe vand på flaske. Normalt smider vi de tommeflasker ud, eller giver dem til børn på gaden. Det er nemlig et rigtig eftertragtet stykke legetøj og husholdningsredskab. Det med husholdningen havde vi ikke helt forstået, men da vi skulle ud og købe olie, gik det op for os, at man bl.a. brugte de gamle, tomme flasker til at få fyldt olie i. Heldigvis fandt vi et sted, hvor man fik flasken med (sikkert til overpris).

Sukker: Man skal passe på med at spørge om hjælp, når man skal finde noget man mangler, for lige pludselig har man sat en masse folk i arbejde. Den første dag vi prøvede at få fat på sukker, var en søndag. Mange butikker havde åbne, så vi troede ikke, at det skulle blive et problem at finde, især ikke fordi vi kendte det amhariske ord for sukker. Men det blev det. Vi mødte en mand, som vi havde snakket med før, og straks ringede han rundt til flere af sine venner for at høre, hvor man kunne købe sukker. Det er normalt ikke mændene, som handler ind og laver mad her, så selvfølgelig vidste han det ikke selv. Straks havde vi sat flere mænd i arbejde, og efter 5 minutter ville en af hans venner komme og hjælpe os. Det lykkedes os dog til sidst at få fortalt, at det godt kunne vente til mandag. 

Mandag gik vi på rov igen. Gik fra den ene butik til den anden og blev guidet frem og tilbage. Pludselig stod der over 10 mennesker rundt om os, nysgerrige for at høre hvad problemet var og for at hjælpe. ”Vi skal bare have sukker…”, var hvad problemet var, men ingen kunne hjælpe os. `Utroligt, at det skal være SÅ svært at finde sukker´, tænkte vi, lige inden en venlig sjæl pegede os ind i et halvlukket lokale, hvor tonsvis af sække sukker ventede på os. Åbenbart stedet, hvor man køber sukker i Chencha. En halv time senere vidste hele byen, at vi havde været ude at købe sukker. Rygter spredes hurtigt her!

Marmelade: Det var endnu ikke lykkedes for os, at finde marmelade til vores pandekager i Chencha, så da vi ikke havde noget at give os til mandag, tog vi bussen til Arba Minch, en større by ca. 40 km ned af bjerget. Den bustur kræver næsten sit eget blogindlæg, for det var ikke lige sådan at komme på bussen:

Har ikke lige noget billede af pandekage-bagningen,
men saadan ser det ud naar der laves popcorn.

Vi havde fået at vide, at bussen først ville køre, når den blev fuld, men efter at have ventet i 1½ time, var der mennesker nok til at fylde mindst 4 busser. Det er få biler man ser om dagen her i Chencha, så lige så snart vi hørte et køretøj, løb alle folk ud på gaden og kunne til deres store skuffelse konstatere, at det bare var en lastvogn. Da bussen så endelig kom trillende ind, stormede alle folk derhen og flokkedes om døren, så passagererne fra Arba Minch ikke havde en chance for at komme ud. I sådan en situation er det godt at være hvid, for man kan hurtig få sig nogle venner, som gider sætte livet på spil for at mase sig gennem flokken for at sikre os en plads. Så mens vi trak os lidt tilbage og håbede på, at vi havde folk til at sikre os en plads, kunne vi overvære intet mindre end tre politimænd der med vold og magt, prøvede at skabe ro og orden. Da vi endelig fik klemt os ind i bussen og havde fået plads, kunne vi sidde og se på, at de resterende folk grædende tikkede om at få plads. Men det var ikke hvem som helst der kunne komme ind, for man skulle i hvert fald helst være gode venner med chaufføren eller have en god undskyldning for at komme med. Så med dårlig samvittighed sad jeg så der og tænke ved mig selv, at mange af de grædende kvinder sikkert havde et mere livsvigtigt ærinde i Arba Minch end os, der bare skulle ned
og nyde en dag i varmen og købe marmelade…

Marmeladen blev købt og efter en god dag i Arba Minch, var vi mandag aften klar til afslutningen på ”projekt pandekager”. Med alle vores udfordringer og kampe for at nå dertil, var det værst tænkelige at strømmen skulle gå. Det gjorde den heldigvis ikke! Ingredienserne blev rørt sammen, pandekagerne bagt i gryden, spist med sukker og marmelade - og ja, hvilken succes!  

Om at være V.I.P.

Det er efterhånden ved at være to uger siden, vi er kommet til Chencha, og mange af de nye indtryk er ved at være blevet bearbejdet. Når man sådan kommer ud på landet i Etiopien, er hvide mennesker ikke noget, der normalt viser sig i gadebilledet. Faktisk er vi selv begyndt at tælle dage, hvor vi ikke ser andre hvide. Rekorden er indtil videre 8 dage. Derfor har vi i den grad også fået opmærksom fra lokalbefolkningen og ja, man føler sig nærmest helt som en V.I.P.

Chencha er utrolig smuk! I baggrunden kan man se den slags hytter som man bor i.
Ellers er der groent og frodigt og flot udsigt ud over bjeargene!

Det hele startede, da vi for to uger siden skulle med bussen fra Addis Ababa til Chencha. Vi kom ind i den fyldte bus som nogle af de sidste, og det skabte selvfølgelig kaos. `De to hvide mennesker skal jo sidde sammen på de bedste pladser…´ Så der blev et værre hurlumhej med at få folk flyttet rundt, så alle fik en plads, og vi samtidig fik de bedste pladser.

Det var en rigtig smuk tur, men da mørket faldt på, og vi begyndte at køre op og op og op, i en lang uendelighed, følte man pludselig, at vi kom ganske langt ud på landet og langt væk hjemmefra. Utrygheden ramte i hvert fald mig, da jeg ikke vidste hvilket liv jeg havde i vente. Mange spørgsmål om seng, vand og mad fyldte mit hovedet. Men bekymringerne var der i hvert fald ingen nytte værd.  For her i Chencha har vi hver et rigtig fint værelse med eget toilet, bad og seng. Desuden laver vores hushjælp, Sister, mad til os tre gange om dagen, redder vores senge og gør rent. Der bliver selvfølgelig serveret enjera mindst to gange om dagen, så inden måltidets start, komme hun jo lige med en kande vand og en spand, så vi kan vaske fingre. Så på trods af, at vi er kommet langt ud på landet, hvor alle bor i lerhuse eller hytter, hvor mange er selvforsynede, laver mad over bål og hvor der er dyr overalt, så lever vi rigtig fint og i rent luksus som en rigtig V.I.P.  

I forrige weekend blev der holdt Meskel. En helligdag som etiopierne fejrer på lige fod med nytåret, og dem på landet endnu mere. Sammen med et par af de etiopiske drenge, gik vi en aften hen for at overvære en af de ortodokses traditioner, et slags Sct. Hans bål. Idet vi nærmede os festlighederne, kom en kæmpe flok børn stormende mod os, ville hilse, holde i hånd og sagde alle ”Hallo Feringe”. Snart havde vi altså en stor flok børn i hælene. Det skabte så meget larm og opmærksomhed, så arrangementet vi var på vej til, helt gik i stå. Heldigvis havde vi vores ”bodyguard” med os, som fandt en pind og begyndte at løbe efter børnene og jage dem væk. Et kønt syn! Vi selv begyndte at gå stærkere og stærkere, og endte med at søge ly for opmærksomheden oppe på et bjerg. Da vi var sikre på at bålet var blevet tændt, kunne vi langsomt nærme os arrangementet igen, snige ind på bagerste række, sætte os og dernæst bare forsøge at ignorere børnene. Det var dog en smule svært, da de kom listende ind på en, forsigtigt prikkede en for at mærke ”lys hud”, og når de begyndte at hive en i håret, fordi det ser mærkeligt ud.

Et billede fra Meskel-ceremonien. 

I samme weekend var der konference ved kirken. På samme måde som ved bålet, blev der råbt efter os da vi kom, og 30 børn fulgte os. Så hvor kan man sidde i fred når man er V.I.P.? På scenen selvfølgelig. Så for at undgå at trække alt for meget opmærksom og kaos, gik vi en stor omvej rundt om publikum og bag scenen, før vi satte os op, som æresgæster der blot sidder til pynt. De efterfølgende dage, blev det også helt naturligt at komme 10 minutter for sent, og gå 10 minutter før tid, bare for at undgå ”at blive set”. Selvfølgelig havde vi også altid en med os, som kunne jage vores fans væk.

I weekenden var der atter en konference, som bl.a. var arrangeret af WSG/HCE. En flok sangere og evangelister var derfor på besøg fra Addis, som sang og talte i løbet af weekenden. Dem fulgtes vi med, blev kørt af privatchauffør til scenen, kom 10 minutter for sent, sad på scenen, og blev fulgt tilbage til bilen af en flok nysgerrige børn. Det sjove var bare, at det ikke var ”kendisserne” som børnene fulgte efter og var interesseret i, men de to sjove, hvide mennesker. Og komisk nok, så var det i begge weekender, stjernerne der ville have taget billeder med os og ikke omvendt.

Foerste weekends Meskel-konference, hvor vi fulgte med fra scenen af. 

Vi er efterhånden ved at være vant til, at børn råber efter os på gaden og kommer hen og vil hilse, for det lykkes ikke altid at slippe væk, når vi går alene. Men det er jo også hyggeligt på sin vis, at blive fulgt hjem med tre børn i hver hånd.

Ja, det er vildt at være hvid i en afrikansk kontekst, og man skal lige vende sig til, at blive behandlet som en V.I.P. når skellet mellem os og dem i forvejen er så stor!

Et kort visit til Arba Minch hvor der var en super smuk udsigt og dejlig varmt!

En sidste hilsen fra Addis Ababa

Nej, vi tager ikke helt hjem endnu... Men i morgentidlig drager Frederik og jeg sydpå i landet. Destinationen er Chencha, som ligger i Goma Gofa-regionen. Meget ved vi ikke om stedet, andet end at vi skal endnu højere op i bjergene, vi skal ud på landet, de taler ikke længere amharisk men et eller andet stammesprog, det skulle efter sigende være æbleplantager (hvilket vi glæder os til, for i Addis er æbler virkelig dyre) og vi bliver højest sandsynlig de eneste hvide. Mange fra organisationen har sagt, at vi må være nogle stærke, unge mennesker, siden vi tør tage til Chencha, at der er koldt og at få kan snakke engelsk der. Så vi er meget spændte på, hvad der møder os og hvilke forhold, vi kommer til at leve under. For hvad der angår internetforbindelse, indkøbsmuligheder og køkkenfaciliteter, er der ikke rigtig nogen, der ved noget om. Men så vidt det er muligt, skal jeg nok prøve at holde bloggen opdateret. Forhåbentlig er det hele ikke så slemt!

3 positive ting ved at vi skal af sted:

-         - Vi glæder os til at forhåbentlig få lidt mere arbejde at lave.

-          - Naturen og dyrelivet skulle eftersigende være helt fantastisk i Chencha, hvilket jeg ser frem til at opleve.

-          - Vi skal væk fra trafikos, larm og minibusser. 

3 negative ting ved at vi skal af sted: 

-          - Vi har endelig fået kontakt med en flok andre danske volontører her i Addis, som desværre ikke tager med os.

-          - Vi skal nok forvente at leve lidt mere primitivt, så slut med restaurant-besøg og andre luksus goder.
 - Jeg skal til at pakke min taske igen, og denne gang er mor der ikke til at hjælpe med at proppe!

her er lidt billeder fra Addis:

 

Det ligner et fugleskraemsel, men det er et mennesker. De goer rent paa gaden.

Et billede fra gaden

En kvinde der sorterer linser

Mig og Josef fra Restcenteret, en af de tidligere gadedrenge.

Der er mange der pudser sko rundt paa gaderne.

-        

Der kaempes om at faa en plads i bussen.

En skraedder der syede vores tre hullede bukser for kun 4 kroner.

Merkato

Som lille farede jeg vild i Kvicly. Eller sådan sagde man jo som lille, for egentlig blev jeg bare væk fra min far. Heldigvis er der et højtalersystem i Kvicly - det er der ikke på Afrikas største marked, Merkato! 

Der saelges sko i massevis

Vi havde hørt meget om dette marked, og havde endelig fundet en formiddag fri til at lægge det et besøg. Det er nemlig lige med at ramme en dag der hverken er de ortodokses fastedag eller en helligdag, for så skulle markedet efter sigende være en jungle af folk. Det var det alligevel, selvom vi ramte en af de gode dage. Da vi endelig ankom til det der skulle være Merkato, kunne vi ikke finde noget marked. Vi fulgte da logikken og gik samme vej som det overvejende flertal af etiopiere gik. Det sker ofte, at folk henvender sig til os for at snakke, med den undskyldning, at de vil øve deres engelsk. Sådan en mand fik vi også på slæb denne dag. Han var egentlig rigtig flink til at vise os lidt rundt og til at fortælle om de ting og råvarer der blev solgt. Vi er ved at være kendt med disse folk, for til sidst vil de altid sælge os et eller andet, eller have penge. Men vi fik talt os fri på et tidspunkt og stod så der… 

Etiopiske raavarer

Den flinke mand havde vist os flere steder på markedet, som vi gerne ville tilbage til. Men da vi pludselig stod alene, var der ingenting der lignede noget vi havde set før. Det er fejlkilden ved at have en guide, for man lægger ikke mærke til, hvor man går, man følger bare efter. De steder vi gerne ville finde tilbage til, var nogle lange, smalle gange og da vi nu på egen hånd skulle finde dem, var de som i en anden Harry Potter film væk. Siden vi kom, var der kun kommet flere folk, og flere butikker havde åbnet. Rundt gik vi, og snart kunne vi hverken kende forskel på, hvad der var op eller ned, eller hvor vi overhovedet var kommet med

bussen. I sådan en situation måtte der tænkes positivt: vi var da i det mindste ikke væk fra hinanden! 

Sivkurve der bruges til injera

 Merkato er også hjemstedét for lommetyve, så midt i et kaos af æsler, mennesker med kæmpe læs på hovedet, små butikker og mudder, skulle vi også holde godt fast på takser og lommer. Det kan Frederik fortælle meget mere om, heldigvis var han hurtigere end dem. 

Ja æsler er der overalt, både på Merkato men også andre steder i Addis. Det er noget af det, som etiopierne ikke kan forstå: hvorfor bruger I ikke æsler i Danmark? Og de siger det som om, at det da er det mest logiske i hele verden, at have æsler til at slæbe…! Så må vi jo bare fortælle, at vi bruger lastbiler og trucks osv. i stedet. Noget vi der imod ikke kan forstå, er hvordan mennesker kan balancerer med så meget vægt og så meget på hoved og skuldrer. Det er helt vandvittigt!

Der slaebes

Historien fra Kvicly endte selvfølgelig godt, og det gør den her også. Vi blev godt nok ikke råbt op i højtaleren, men med lidt tålmodighed og flere gåture frem og tilbage, fandt vi et af de steder vi ledte efter, og efterfølgende en bus der næsten gik hjem. I Kvicly fik jeg vist en pose slik med hjem, her måtte jeg nøjes med en omgang hovedpine, efter at være gået rundt iblandt et virvar af folk der råbte efter en: ”Hey sister”, ”beautiful ladies”, ”Where are you going”, ”Where are you from”, ”Ferengies” (=udlænding på amharisk), ”China” (Der har været mange kinesere hernede, så hvide er fra Kina!) er generelt de mest populære, når man går på gaden. Derudover fik jeg to meter stof med hjem. Der er mange mænd der sidder rundt i små hjørner og syer, så jeg har nu fået syet mig to fine nederdele til næsten ingen penge. For på Merkato skulle der jo pruttes om prisen. Så der gik jeg frem og tilbage fra den ene forhandler til den anden, løj lidt, gik igen, kom tilbage, pruttede igen osv. Lidt vestjyde er man jo, så man vil gerne have tingene til en fornuftig pris, og det er meget typisk, at priserne er langt dyrere for os hvide end for etiopierne.

Det var en hektisk formiddag, med mange indtryk og meget forvirring. Men hvis man ikke skal fare vild på Afrikas største marked, hvor skal man så?

Der saelges stof

År 1992 og 2006 om igen på en uge

Eftersom jeg er af årgang 1993, har jeg altid været misundelig over ikke at have oplevet, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Det er jeg ikke længere, kan jeg så sige.

Lørdag den 7. september spillede Etiopiens landshold en vigtig fodboldkamp mod Central Afrika, om at komme videre i kvalifikationen til VM i Brasilien næste år. Som de ægte etiopiere vi nu er ved at blive, heppede vi selvfølgelig med på Etiopien og jeg tippede 2-1. Nu er min fodboldkarriere efterhånden for længst skrevet i glemmebogen, og sportskommentator er jeg heller ikke, men jeg mener alligevel, at jeg har min ret til at sige, at klassefodbold var det ikke! Vi så kampen på det der nok svarer til et 42’’ fjernsyn, sammen med ca. 100 andre på en café. Det var derfor klart en fordel, at vi sad på forreste række. Alligevel var kvaliteten ikke super, men bolden kunne da skimtes, og man kunne se, at den sjældent trillede plant. Voldsomt ringe bane!! Men der var fest og jubel, endda før der blev scoret pga. signalforsinkelser, og kampen endte rigtig nok også 2-1. 

Fedt, det var det, så var de videre... Men nej, - DET SKU’ FEJRES!! 

En minibus blev fyldt med festglade folk fra restcenteret og vi kørte af sted. Vi fik blot at vide, at vi skulle ud at se byen. ”Hmmm…”, tænkte vi, det lød lidt mærkeligt, men vi var knap kommet ud på vejen før vi mærkede, hvordan Etiopien for alvor fejrer en fodboldsejr!! Inde i bussen, blev hornet holdt i bund, der blev råbt og skreget, banket på bilen og sunget en blanding af etiopiske jubelsange og kristne lovsange. Rundt i byen var der folk overalt, som løb rundt med flag og landsholdstrøjer. Busser, taxier og biler kørte rundt med folk hængende ud af vinduerne og dyttede. Hvilken stemning!

Vi holdte ind ved et torv, steg ud af bussen, og samles i fælles jubelsang og dans med en masse andre glade fans. Vi piger blev hurtigt trukket væk fra menneskemængden igen, for de ville gerne passe på os. Men i mængden af folk, stod Frederik hoppedende og blev hevet rundt. Af og til kom kæmpe menneskemængder også løbende ned af gaderne, så man skulle passe ekstra godt på sine ting, og på at man stod oprejst hele tiden. 

Man mærkede virkelig, hvor vigtigt sådan noget er for Etiopiens egen ære og stolthed, og hvor stærk en nationalfølelse de har til deres land. Så hvis en kvalifikationskamp bliver fejret på dette niveau, frygter jeg lidt, hvor meget de går amok, hvis de kommer videre til VM! Jeg prøver ikke at overdrive, men vanvittigt var det i hvert fald, og uden at vide det, tror jeg, at det som minimum målte sig med EM-festen i 1992! 

Fra at opleve 1992 kunne vi onsdag den. 11. september vågne op til 2006 endnu engang. Etiopien gik nemlig fra 2005 til 2006 onsdag kl. 6.00. Jeg lå vågen tirsdag ved midnat, og ventede på at høre fyrværkeri. Der kom intet. I stedet vågnede jeg tidlig onsdag morgen af en form for banken. Jeg havde lige glemt, at her starter dagen jo kl. 6.00, så det var selvfølgelig fyrværkeriet jeg var vågnet af… 

Nytår er en helligdag og en højtid, som bliver fejret på lige fod med julen. Så i dagene op til den. 11. har folk været til frisører og få flettet lokkerne, købt nyt tøj og handlet ind til den store middag osv. Det er traditionelt, at man spiser høns og får (i enjerra selvfølgelig). Dyrene køber man jo levende, og bliver selvfølgelig transporteret hjem med minibusserne. Hønsene inde i bussen og de levende får smidt op ovenpå. Først troede vi ikke rigtig på det, men rigtig nok, så stod der et gede-lignende dyr ved restcenteret to dage før nytår. Den fik vi meget sjov ud af at tage billeder med:

 På selve nytårsdagen, var alle folk i deres stiveste puds, kvinderne i de traditionelle kjoler og mændene i smoking. Alle var også i godt i humør, og det var virkelig en dag, som folk havde set frem til! Vi fejrede dagen med de andre på restcenteret, og da vi kom, var de godt i gang med at vaske sig, tage deres nye tøj på, og ikke mindst farve deres hår sort. Meget ironisk… Fåret, som vi havde navngivet Boggie, var blevet slagtet og blev nydt til frokost.

Faar til frokost

Faaret er slagtet, her er resterne.

Der farves haar

Kl. 15.00 startede festelighederne så. HCE/WSG’s ansatte og venner af huset var inviteret og alle fik udleveret en t-shirt. Eftermiddagens program bestod af bøn, historier, taler, drama mm. Frederik og jeg, havde dagen før, indøvet de to første runder af Les Lanciers med 6 af restcenterets drenge, som vi ville fremføre. Der er bare lige det ved det, at det der med at samle tropperne og faktisk være de samme 8 mand samlet på samme tid, er lidt en udfordring her, og da man af gode grunde skal være 8 til lanciers fik vi desværre ikke fremført den ”traditionelle danske dans”, som vi kaldte det. 

Den japanske volontoer Sayuri i en etiopisk nationaldragt

 

Eftermiddagens program med sang og dans bl.a.

 Aften sluttede af med bål, sang og enjera udenfor, og jeg er sikker på, at etiopierne fortsatte festen langt ud på aftenen. Vi selv tog hjem mens muligheden bød sig, for det der med at fejre nytår midt i september, det er godt nok lidt mærkeligt… :)     

Aftensmad. Enjera.

En flok glade folk. Studerende, medarbejder mm.

Baal, sang og musik. Nytaaret fejres!