Hjemme igen: tid til refleksion og eftertanke

13 timer i et fly og så befinder man sig pludselig i Danmark igen. Fra at komme fra 20 graders varme og efter 4 måneder spækket med oplevelser, nye indtryk og en masse erfaringer og bekendtskaber rigere, dumpede jeg ned i kolde Sig i sidste uge, hvor alting fuldstændig lignede sig selv og intet havde ændret sig. En mærkelig følelse nu, en uge efter hjemkomst, at tænke på den hverdag som jeg lige har forladt og de mennesker jeg har sagt farvel til og på en måde har efterladt.

Klar til afrejse og farvel og på gensyn til Katharina fra Tyskland.

Meget har jeg oplevet og mange udfordringer og nye ting har jeg skulle bide i mig, og på hver sin måde bearbejde med mig selv. Nogle af de ting jeg har lært, er bl.a. at være toldmodig. I starten ville jeg vide og forstå alting. I bund og grund var jeg nok bare nysgerrig, men i løbet af de sidste fire måneder, har jeg fundet ud af, at man ikke lærer en kultur at kende den første dag, man træder ind i den. Mange ting og informationer kom ligesom til mig i løbet af tiden. For selv efter fire måneder er der stadig meget jeg ikke ved og ikke forstår, men jeg er i hvert fald blevet klogere end den første dag.

En anden ting jeg bed mærke i, var måden jeg til at starte med, tog meget afstand fra det der var anderledes. Jeg havde en forventning om, hvordan tingene var og at der selvfølgelig var ting der var anderledes. Alligevel kom det bag på mig, at jeg lukkede af, for det der lå for langt væk fra det kendte. Her tænker jeg bl.a. på kirken. Fra folkekirken i Danmark er jeg ikke vant til dæmonuddrivelser, auktioner, større indsamlinger, profeter og helbredelser, og det var nogle af de ting jeg slet ikke kunne forholde mig til i starten. I samarbejde med Frederik og andre folk, fik vi snakket om de ting der kom bag på os, og med tiden fik jeg vendt de ting jeg i første omgang tog afstand til, til noget positivt. Fx undrede det mig lige pludseligt, hvorfor vi i Danmark sidder med foldede hænder og med benene krydset, frem for at stå op, klappe i takt til musikken og danse med. Jeg har lovet min far, ikke at rejse mig op under gudstjenesten juleaften og danse rundt, men de ting jeg har set og som forargede mig, fik jeg lært at se som kulturforskelle og ikke som direkte dårlige ting.

”Tingene tager bare længere tid i Etiopien”, var ofte noget vi sagde til hinanden, når vi var frustreret over enten ikke at have nået det, vi gerne ville nå den dag, eller hvis en etiopier skulle ordne noget, og det bare tog langt længere tid, end hvad vi syntes det burde have gjort. Trafikken var også ofte et kaos, med trafikpropper og minibusser der ikke ville samle os op, så aftaler blev ofte udskudt. Vi skulle pludselig også selv til at handle ind, lave mad, vaske op og vaske tøj. Ting jeg må indrømme, jeg lidt nemt springer over her hjemme ved mor og far, så det skulle der også sættes tid af til. Når man ikke bare kan gå i ét supermarked og købe alt, men må til grønthandleren, bageren, slagteren osv., tager det også tid. Heldigvis er den etiopiske mentalitet så bare, ”at det man ikke når i dag, det når man nok i morgen”, så når nettet var dårligt, der ikke var strøm eller vand, måtte vi fatte os denne mentalitet og være toldmodige. Dertil lærte jeg også at gøre tingene mens muligheden bød sig: gå i bad og vaske tøj når der var vand, lade telefonen op når der var strøm og skrive hjem når der var mobilforbindelse.

Vi brugte mange timer på kirkebænken, på scenen til diverse konferencer og ved hjemmebesøg. Når man ikke forstod hvad der blev sagt, og hvad der skete, kunne tiden godt gå lidt langsomt. Så igen måtte vi fatte os med toldmodighed og udnytte tiden på at læse i biblen, skrive dagbog (de forstod jo ikke, hvad man skrev, og de troede nok bare jeg skrev noter…), trille tommelfinger, reflektere eller hvad man nu ellers lige kunne finde på. Specielt i Chencha, hvor der i fritiden ikke var så meget at give sig til, fik vi da også tiden til at gå med diverse kortspil, film og gode bøger.

Her hjemme i Danmark er der ikke mange minutter man sidder stille og bare lytter eller venter. Der er run på! Måske især fordi jeg er dumpet ned i denne stressede juletid, mærker jeg denne travlhed, hvor man helst skal nå så meget som muligt på én dag. I Etiopien var der mange dage, vi troede, at vi havde planlagt, men ofte endte de helt anderledes end vi havde regnet med. Der kom altid noget i vejen, noget mere spændende op, eller så nåede man bare ikke det hele. Jeg lever stadig lidt med den afrikanske mentalitet, hvor jeg tager dagen som den kommer, og når det jeg nu når. Men kender jeg mig selv godt nok, så ved jeg, at jeg efter jul falder tilbage til den stressede hverdag, hvor alt bliver planlagt ned til hvert minut.    

Selvom de først fejrer jul den 6. januar i Etiopien, fik vi alligevel taget lidt forskud på julen med pebernødder...

... og risengrød sammen med Simon, dansk volontør fra DEM.

Tidligere skrev jeg om, at vi blev behandlet som V.I.P. Vi fik meget opmærksomhed, folk kiggede, og bogstavelig talt banede de vejen for os, når det var svært at komme til. Jeg ved godt, at mange af dem der har taget hånd om os i Etiopien, ikke læser med her, men jeg vil alligevel gerne sige tak, for den gæstfrihed og den gode modtagelse vi fik. Min bekymring var stor, da jeg engang i september sad i bussen på vej til Chencha, men takket være en flok behjælpelige mennesker, faldt jeg til ro og på trods af at være så langt væk hjemmefra og være så langt væk, fra alt der i min verden var normalt, kunne jeg alligevel føle mig hjemme. Den gæstfrihed de mennesker har og den måde de lægger alt fra sig, for at tage hånd om deres gæster, vil jeg sendt glemme og så vidt mulig prøve at huske og lære mig selv.  

Nu har jeg været volontør i Etiopien, men hvad har jeg egentlig gjort, og gjorde jeg nok? Har jeg gjort en forskel og vil jeg blive husket? Det er nogle af de spørgsmål, men nu sidder tilbage med i Danmark. I mit første blogindlæg skrev jeg ”Herre, gør mig til redskab for din fred!”. I troen på Gud tog til Etiopien med håbet om at kunne gøre bare en lille forskel i et udviklingsland. I troen på Gud er jeg nu tilbage i Danmark og er blevet klogere på mange ting, har mødt mennesker, der har vist mig deres kærlighed og åbnet sig op overfor mig, ved bl.a. at fortælle mig deres historier. Jeg kan ikke vide, om jeg har gjort en forskel, eller om jeg bare var endnu en volontør der skulle ud at rede verden, men en af drengene sagde til os den sidste dag, at han var glad for, at vi bare havde været der, som en søster og en bror for ham. At vi havde lyttet til ham og snakket med ham, som var vi bare gode venner.

I Johannesevangeliet kap. 15, v. 12-13, står der:
”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv for sine venner.”

Alle os mennesker, lige gyldig om vi bor i Etiopien eller i Danmark, om vi har boet på gaden, eller er opvokset i en tryg familie, så er vi skabt af Gud, og for ham er vi alle lige. Derfor skal vi vise respekt og omsorg for vores brødre og søstre - også ude i verden. Så det betød meget for mig at få at vide, at vi havde opnået det! Og selvom det er svært at se hvad man lige præcis gjorde, tror og håber jeg alligevel, at jeg har rørt nogen, lært dem noget eller i hvert fald fået et smil frem nogens læber.

Det er et fattigt land med mange udfordringer, jeg lige har sagt farvel til. Men de har en menneskelig varme, en måde at udtrykke sig på og en stærk tro, der er misundelsesværdig, ting der for mennesker er ligeså vigtig, som at have en sund økonomi. Vi har en tendens til at tro, at vores land er langt bedre stillet, men vi bøvler bare med andre problemer, og måske er der nogle ting, som vi kan lære af dem.
Inden vi tog hjem, fik vi at vide af lederen fra Restcenteret, at vi ikke måtte komme tilbage til Etiopien, før vi havde gjort noget hjemme i Danmark. Han vidste nemlig godt, at vi også har problemer her. Det er nemt at tage til et u-land, hjælpe i fire måneder og dernæst have noget godt til CV’et. Men hvad nytter det, når andre udfordringer ligger og venter på os herhjemme? Der er i hvert fald lidt at tænke over, men jeg håber, at jeg fremover på en eller anden måde, kan fortsætte med at gøre en forskel her i Danmark.  

Glædelig gensyn med familien i lufthavnen, som stod med flag og nissehuer.

Det har været nogle spændende og lærerige måneder, men det nu rart at være hjemme igen ved familie og venner. Der er stadig meget at tænke over og meget der ikke helt er gået op for mig endnu. Jeg har lært, at selvom man er langt væk hjemmefra, kan man sagtens få en almindelig hverdag til at fungere under de forhold man nu engang har. Jeg er glad for at have fået et mere nuanceret syn på verden og på kulturforskelle, men jeg prøver samtidig at huske mig selv på, at være ydmyg over for det, som jeg har set og oplevet, og ikke tro at det er de eneste sandheder. For jeg har kun mødt nogle få mennesker, hørt nogle enkle historier og set en brøkdel af Etiopien, så der er mange facetter jeg ikke har set og fået med.

Med de ord vil jeg gerne sige tak til Jer der har fulgt med på bloggen og ønske Jer alle en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår!