Et måltid til 3 personer for 1 kr.

Som forventet er Addis meget anderledes, sammenlignet med Danmark. Men noget af det der alligevel er kommet meget bag på mig, er alle de fattige, kvæstede og invalide børn, voksne og især ældre der sidder langs vejene og tigger. I dag skinnede solen fra morgen af, og muligvis derfor, havde mange af disse stakler bevæget sig ud på gaden. Uden at gå alt for meget i detaljer, kan jeg sige, at det var kvalmende at gå turen fra der hvor vores minibus sætter os af, til Restcenteret hvor vi arbejder. Som hvid og i deres øjne som en rig person, er det faktisk anstrengende at gå forbi disse folk. Kigger man væk, føler man, at man ignorerer dem, og kigger man på dem, føler man at man nedstirrer dem. Efterhånden har jeg givet mig selv den vane, enten blot at give et lille smil, eller at vende mundvigen deprimerende ned af og løfte øjenbrynene, imens jeg slår på mine lommer, som om de er tomme. Det sidste virker alligevel dobbeltmoralsk i deres øjne, når jeg går forbi dem i mine dyre Ecco-sko og H2O jakke - ”selvfølgelig har hun penge”, tænker de jo... 

Når vi går på gaden kommer mange tikkende hen og siger ”one Birr, one Birr”, men først fra i dag af har jeg virkelig forstået, hvad denne ene Birr kan gøre af forskel. (For lige at opsummere kursen, svarer 1 Birr ca. til 0,33 danske kroner). 

Organisationen som jeg arbejder for her i Etiopien hedder Hope For Children, og de hjælper sommetider til i en anden kristen organisation: ”Hope Enterprises”. Hope Enterprises er også en humanitær hjælpeorganisation, der har gang i flere ting rundt i Etiopien, men et af deres projekter går ud på at give hjemløse mad. For 1 Birr kan de hjemløse købe en madbillet et sted i Addis. Madbilleten indløser et måltid mad, som er nok til én person + et lille barn, og sørger derfor at hjælpe folk økonomisk, uden blot at give dem penge til cigaretter, sprut osv. Maden så godt nok ikke særlig appetitlig ud, men mange af de hjemløse får kun dette ene måltid mad hele dagen, så det er guld værd for dem, når en organisation som Hope For Children fx går ind og sponsorerer maden, og hvor de hjemløse så kan gemme madbilletten til en anden dag.

I dag donerede HCE med 1.000 Birr, fik 10 mennesker til at møde op og servere maden og har dermed brødfødt omkring 1.000 kvinder og børn! Mændene får mad et andet sted i byen, og i dag var det et nygift par, der havde ”skippet” bryllupsfesten, og i stedet ”inviteret” knap 1.000 hjemløse mænd til at få et måltid mad. 

Det var et utroligt syn at se disse kvinder, som jeg servede for, få dette måltid mad. Det var ikke engang fordi deres ansigter lyste af glæde når de fik serveret maden, for nogle blev sure over at de ikke fik nok, og andre så rigtig sultne ud, og kunne kun udtrykke en smule lettelse over, at de nåede at få et måltid mad i dag. 

Alligevel kunne man se, at når de sad der om bordet med munden fuld af mad, spredte smilene sig og der var grin og hyggeligt samvær. Det er mange der skal nås at brødfødes mens maden er varm, så der gik en mand rundt med en kæp og kommanderede dem til at skynde sig at spise op. Det var hårdt at se, når de nu ellers lige havde det så godt. Endnu hårdere var det, da jeg gav den sidste tallerken væk, og der stadig var få tilbage i køen!  

En hurtig hovedregning siger så, at for 1 dansk krone, kan man brødføde 3 hjemløse i en dag. WOW!!!
Så i stedet for at give kontante penge til en stakkel på gaden, vil jeg fremover købe en madbillet og give væk. For jeg har set hvor meget gavn dén kan gi’!

Af gode grunde var det ikke tilladt at tage billeder af maduddelingen, derfor en lidt kedelig brødtekst.

4 timers lang bjergprædiken

Heller ikke i dag vidste vi, hvilket program vi stod op til. Men det endte med, at vi tog med de ansatte og frivillige i HCE og WSG med op på et bjerg lige udenfor byen. Deroppe var naturen rigtig flot og fredelig. Her kunne vi for alvor mærke den tynde, friske luft. Inde i skoven var vi samlet 40-50 mennesker og hvilken opløftet stemning der bredte sig da folk begyndte at synge i disse smukke omgivelser. Sådan havde jeg forestillet mig Afrika! 

Der synges i skoven

Sangen gik dog drastisk over i bøn, hvor hver mand stod for sig selv og bedte højlydt eller sang. Bedemødet fortsatte med forskellige talere der snakkede om håb og episoder i biblen, hvor håbet har betydning. Der blev også bedt for, at det kommende år vil blive ”forandringsåret”, hvor verden bliver et bedre sted at bo (der er nytår her d. 11. september). Det hele foregik på amharisk, men heldigvis var der nogle stykker der var flinke til at oversætte, så vi bare fik lidt ud af det. Det udviklede sig til en meget voldsom oplevelse, da deres måde at udtrykke deres tro på, er meget fysisk og udadvendt. Dvs. folk rystede, græd og kastede sig i jorden - ikke lige den måde jeg er vant til at udtrykke mig, men mange folk kommer netop op på bjerget for bl.a. at møde Gud og Jesus og får det fysisk og mentalt bedre når de kommer ned igen

.

Da de første 3 timer af bedemødet var gået, begyndte vores toldmodighed lidt at slippe op. Under hele mødet havde en flok børn nærmet sig os som vilde dyr. De arbejder oppe i skoven, hvor de piller grenene af træerne og bærer det ned til byen og sælger det som brændsel. Det er hårdt arbejde for disse små børn og tungt for dem at bære. Nogle af dem kunne man se, fulgte med i det der skete og andre blev der nok mest, fordi de kunne se, at der var mad. Da bedemødet blev lidt for langtrukkent gik vi op og snakkede lidt med dem. Da de fandt ud af, at vi ikke var så farlige, var de vilde med at få taget billeder:

Under bedemoedet naermede de arbejdende piger sig, som kan ses i baggrunden

 

Mig og nogle af pigerne fra skoven

Efter de 4 timer sluttede mødet. Vi og børnene fik lidt mad og turen gik atter nedad bjerget til Addis, hvor vi så den klinik som HCE og WSG er ved at bygge. Klinikken kommer til at hjælpe primært børn og deres mødre.

Haardtarbejdende kvinder. De fik min vandflaske for billedet

Ayezoshe

Dette ord betyder ”vær stærk” på amharisk, og beskriver meget godt det der hændte os på vores anden hele i dag i Addis.

På gæstehuset bor der også en japansk volontør som også arbejder på det restcenter hvor vi kommer til at arbejde. Vi tog med hende ind til byen, hvor vi mødte nogle af de tidligere gadedrenge og tog med dem til Entoto skolen. Hvad dagen helt præcist ville bringe, anede vi ikke noget om, men det viste sig, at være en dimensionsfest vi var på vej til, hvor der skulle tages afsked med eleverne fra sommerskolen.

På vejen til skolen fik vi snakket med de etiopiske drenge, som vi fulgtes med. Det er spændende at høre deres historier, og da de kommer fra gaden af, er de nemme at joke og grine med. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at Henriette var for svært for dem at udtale, så jeg prøvede med Henri, men det blev så til Henny, som de fleste kalder mig nu. Dog er Henny nu også blevet til Honney…

Drengene synes, vi så ud til at have det hårdt når vi gik op af de mange stejle gader og sagde der: ”Ayezoshe”. Man vil jo helst ikke indrømme at det er hårdt at gå op af en bakke, men den tynde luft giver altså lidt vejrtrækningsproblemer i sådanne situationer…

Sayuri, Frederik, Dereje, mig og Awake

Børnene er klar til ceremoniens start

Da alt var klart til ceremonien skulle begynde og alle i lokalet endelig stod op og sang, gik strømmen pludselig. Flere børn skreg og råbte, men igen tog de voksne det meget roligt og resten af ceremonien foregik så men bare i et halvmørkt lokale uden mikrofoner. Der blev uddelt gaver til de forskellige klassers dygtigste elever, hvilket skal motivere dem til at prioriterer skolen og tage den alvorligt. Meningen med sommerskolen er netop at give børnene mod på at gå i skole og give dem håb om at blive til noget. Derfor kommer lærerne frivilligt i sommerperioden og underviser i fag som fx dans, skak, engelsk mm.

Her får en af de yngste elever en gave

Efter uddelingen viste nogle af eleverne hvad de havde lært og lavet i løbet af sommerskolen. Der var bl.a. en gruppe der fremførte teater og nogle der lavede gymnastik, eller cirkus som de kaldte det - en slags akrobatik.

To lærere (tvillinger) gav et fantastisk show

Eleverne viser hvad de har lært i løbet af sommeren

Efter ceremonien mødtes de frivillige. I år 2010 var der en flok danskere i Addis og de lærte etiopierne at spille skak (”chess”). Det elsker de voksne stadig at spille, og de lærer også børnene at spille det i skolerne.

Vi spiller skak - skal lige have renopfrisket reglerne

Her i Etiopien er der regntid nu. Dvs. at det pludselig står ned i stænger flere gange om dagen. Byerne varer godt nok ikke mere end max en time, men til gengæld regner der bare sindssygt meget. Så vores nyindkøbte paraplyer er vist et godt køb! Pga. regntiden skifter temperaturen også meget, men om et par uger slutter den, og så bliver der forhåbentlig en mere stabil og varmere temperatur. Her er ret koldt om aftenen og natten, og da der ikke er isolerede huse, må man bare klæde sig godt på. Strømmen går også engang i mellem og det samme med vandet. Så selvom vi bor et forholdsvist pænt sted, må vi alligevel leve under de almindelige, primitive omstændigheder. Denne aften spiste vi også ude, og det kan vist godt betale sig. Et godt, stort måltid mad koster ca. 15 kr. og en cola 3 kr., så det er nok ikke sidste gang vi gør det, da det er lidt svært at finde mad og kød som vi kender det. 

Det første møde med Addis

Så blev der tid til at skrive det første blogindlæg her fra Addis Ababa i Etiopien. Der er sket så meget på de få dage vi har tilbragt her, så jeg vil i de følgende 3 blogs prøve at fortælle kort, hvad der er sket indtil videre:

Tirsdag aften ved 19-20-tiden ankom vi til lufthavnen i Addis. Den krydrede lugt og de mange farvede mennesker var det første der mødte os. Det gik forholdsvist tjept med at få visum og med komme ud til vores bagage. Da vi stod i ankomsthallen, vurderede vi, at det højest sandsynligt var nemmest, hvis de der skulle hente os fandt os, i stedet for at vi ledte efter dem (vi var jo trods alt nogle af de eneste hvide i området). Men efter noget tid fandt vi frem til, at de stod udenfor lufthavnen, da de ikke måtte lukkes ind pga. sikkerhed. Det var 3 ansatte fra HCE der tog imod os, tog os med ud at spise og kørte os til gæstehuset hvor vi skal bo den næste måned.

Mit værelse på gæstehuset

Frederiks værelse på gæstehuset

Den første dag i Addis bød bl.a. på en kort rundvisning på Hope For Children og Wind Soul for Gods hovedkontor. Her så vi kontorerne, mødte folkene bag og så 40/40-projektet. Det er et projekt hvor 40 kvinder - for det meste misbrugte og tidligere prostituerede kvinder, bliver undervist i et år i bl.a. hårsætning og madlavning. Kvinderne i Etiopien har alle meget flot opsat/flettet hår, så det er et erhverv som der altid kan give arbejdspladser. Også 40 drenge får undervisning, primært i vævning. De er alle kommet til Addis for at arbejde, men er blevet snydt og har fx ikke fået mad, et sted at bo, løn osv. som de er blevet lovet. Projektet giver dem nogle ordentlige vilkår, og alle 80 får et sted at bo, mad og uddannelse gratis. Efter deres etårige uddannelse, skal de så selv betale for husleje, men kan forhåbentlig også finde sig et job.

HCE og WSG's hovedkontor i Addis

I mens vi var ved kontoret var der strømsvigt, men det sker jævnligt, så folk var meget afslappede og tog det ikke så tungt. - Et fænomen der nok ikke ville være så afslappende i Danmark. 

Vi fik desuden vekslet penge og handlet lidt ind. Der findes ikke supermarkeder i Addis, som vi kender dem. Det er nærmere små boder. Men vi fandt noget der i Danmark minder om en døgnkiosk, af størrelse, som var det største supermarked vi kunne finde. Der stod nærmest en ekspedient ved hver hylde, og da vi kom med vores 10 varer, fik vi skabt en lang kø, fordi det hele skulle skrives ned i hånden og regnes ud på lommeregner. - Normalt køber man åbenbart ikke ”så mange varer” af gangen.

Første måltid: pasta, tun på dåse, gulerødder og ketchup

Måden vi kom rundt, og fortsat vil komme rundt på, er i blå mini-busser, som først kører når de er fulde. Der er sæder til 12 i sådan en bus, men bussen er først fulde når der er + 20 passagerer i den. Så man sidder godt tæt, og de fleste busser ligner nogle der kan falde sammen, hvornår det skal være. Men prisen er kun ca. 1 kr. for at komme rundt, så det er den billigste måde. Det er svært at se noget ud af bussens vinduer, men tak for det, for det er med livet som indsats at køre rundt i Addis, hvis man spørger mig!! Der er inden lyskryds og ubetinget vigepligt kender de ikke til. Cyklister er der absolut ingen af (heldigvis!) og der bliver dyttet af fodgængerne når de går over noget der ligner et fodgængerfelt. Faktisk er der generelt bare meget trafik (især disse minibusser) og folk på gaden.

I gadebilledet mødte mange etiopiske børn os med smil og vink, men der er generelt også rigtig mange der tikker og vil sælge os diverse ting og sager. Det hele er meget anderledes, slidt, forfaldent og fattigt, og de mange indtryk og den tynde luft gjorde os meget trætte de første aftener. 

Frankfurt vs. Billund

I skrivende stund sidder Frederik og jeg i Frankfurt og venter på at stige på vores fly til Addis Ababa.  Dagen starten kl. 2.45 hvor mit vækkeur ringede, og efter en nervepirrende møde med vægten (23,0 kg, præcis og max) blev der taget afsked med dem jeg holder af derhjemme. Eventyret er begyndt!

Frankfurt er stor når man kun har været Billund lufthavn før. Der er mere end én rulletrappe og på hvert hjørne er der en butik som ligner den man lige gik forbi før. Man kører simpelthen i busser rundt og kan stå på vandrette rulletrapper uden trapper. Også mange nationaliteter mødes her og i den del af lufthavnen hvor vi sidder nu, fornemmer man lidt at vi ikke er de eneste der skal til Afrika.
Ja lille mig, fra lille Sig, er kommet ud den store verden! ;)

Herre, gør mig til redskab for din fred...

Med denne gamle bøn af Frans af Assisi, blev sidste uges forberedelseskursus rundet af, og efter fem dages intens undervisning og samvær med de resterende volontører, sidder jeg nu hjemme med en pakkeliste så lang og en masse sommerfugle i maven.

Forberedelseskurset blev afsluttet med en udsendelsesfest hvor venner
og familie var inviteret. Her får alle volontører en bøn med på vejen. 

Fra den 5. - 9. august var Frederik og jeg på forberedelseskursus på Diakonhøjskolen i Århus sammen med Afrika InTouch's 12 andre volontører og KFUK og KFUK's to volontører der skal til Indien. Det var en uge med en frygtelig masse informationer, men samtidig også en uge hvor forventningerne i den grad kom til livs.

I løbet af ugen fik vi undervisning i den afrikanske kirke og kultur, og diskuterede hvordan man som volontører skal tackle kulturchokket og de udfordringer, som vi kan komme til at stå overfor.
I løbet af vores volontørophold kommer vi også til at undervise, og derfor fik vi et par gode råd med på vejen, når vi kommer til at stå overfor en klasse afrikanske børn der er vant til "papegøjeundervisning" og måske fysisk afstraffelse... (det sidste håber jeg meget på ikke finder sted!)
I Afrika kommer vi muligvis til at møde nogle nye venner, i form af kryb og fremmede bakterier. Derfor blev vi også forberedt på, hvordan vi skal håndtere sygdomme og ubehag. Heldigvis er vaccinationerne i hus og desinfektionsmidlet er købt, så jeg satser på at holde det værste snavs væk!

I løbet af ugen blev der også tid til at møde de andre unge, som skal være volontører i andre afrikanske lande. Det var super fedt at møde nogle der har de samme interesser for at hjælpe andre og for at opleve Afrika, som jeg har. Jeg glæder mig til at følge deres rejser og møde dem igen når vi vender hjem igen til jul. De ønske i hvert fald alle sammen en fantastisk tur ud i verden!!

Her ses Afrika InTouch's og KFUM & K's volontører for efteråret 2013

Nu er det vidst på tide at få taget hul på pakkelisten og få begyndt på den liste af ting, som jeg skal nå, inden Frederik og jeg på tirsdag drager afsted på vores vilde eventyr i Etiopien.

 

Så langt er der heller ikke til Etiopien...

... for med denne blog, vil I derhjemme hele tiden være opdateret med, hvad jeg går og laver ude i det store udland!!

Tirsdag den 20. august rejser Frederik Krabbe-Larsen og jeg til Etiopien, og I er mere end velkommende til at følge med her på bloggen.

Kort om vores rejse:
Planen er, at vi i den første måned skal bo og arbejde i hovedstaden Addis Ababa. Når regntiden så er slut, rejser vi videre sydpå i landet, til byen Chencha, hvor vi skal være de sidste tre måneder af vores ophold i Etiopien. Begge steder kommer vi primært til at arbejde med gadebørn, hvor vi skal igangsætte aktiviter for dem. I Chencha skal vi desuden undervise på en lokal skole og muligvis også starte et IT-kursus op.

Der står meget mere om mig, organisationen jeg rejser med og om det projekt jeg skal arbejde for, under menuen øverst.

Der vil løbende komme nye indlæg ind på blokken, men vi er dog blevet advaret imod, at der kan forekomme dårlig internetforbindelse, men jeg vil gøre hvad jeg kan for at holde Jer opdateret :)

God læselyst!