Fejrer de Thanksgiving i Etiopien…?

Etiopien - 13 maaneder med solskin

Vi som volontører oplever en masse ting, og vi bliver på mange måder påvirket af den kultur, som vi er havnet i. Men de personer, som vi omgås med, bliver også påvirket af den kultur, som vi kommer fra. De er mindst ligeså interesseret i, at høre om der hvor vi kommer fra. Det man ofte bliver spurgt om er: hvad vores traditionelle mad er?, hvordan vores skolesystem fungerer?, om alle folk i Danmark er rige?, hvordan naturen ser ud og ikke mindst hvad forskellene på høj- og lavland i Danmark er…? Så de sidste par måneder er jeg ikke bare blevet klogere på Etiopien, jeg er også blevet meget mere bevidst om den kultur, jeg selv kommer fra.

It don't matter if you're black or white...

På Restcenteret, hvor vi arbejder med tidligere gadedrenge, har vi også snakket meget om, hvad forskellen er på mit og dit land. Men når vi skal undervise, bliver det også med danske briller på. Vi har i den tid, vi har arbejdet der, fået introduceret til flere danske undervisningsmetoder samt lege og sange som vi synger i Danmark. Flere af drengene har så men også lært at tælle til 10 på dansk. Men når en amerikansk gruppe unge volontører skal lære en flok tidligere gadedrenge om Amerikas kultur, så inviterer man dem da til Thanksgiving.

Så fejrer man Thanksgiving i Etiopien? - Almindeligvis nej! Men i år skulle være en undtagelse.

Knap 20 amerikanere har tilbragt den sidste måned i Addis, hvor de har lavet forskelligt frivilligt arbejde, og bl.a. har hjulpet til med Love Ehtiopia Festivalen. Seks af dem har de sidste par uger også været på Restcenteret. Traditionen tro fejrer man Thanksgiving den sidste torsdag i november i Amerika, og derfor havde de onsdag aften arrangeret Thanksgiving for drengene på Restcenteret. Aftenen bestod af en masse snak og leg, og når der er et kamera, kan man få meget tid og sjov til at gå med at tage billeder. Da mørket faldt på ved 19-tiden, blev der tændt bål, og lidt senere kom der mad. Stemningen var god trods af, at ingen rigtig forstod, hvad Thanksgiving egentlig var. Men alle troede i hvert fald, at bål og kartoffelmos med bønner var en fast del af denne amerikanske helligdag (hvilket jeg har ladet mig fortælle, at det bestemt ikke er!). Der blev sunget og danset til den helt store guldmedalje, og jeg hørte en af drengene sige; at næste år ville de fejre Thanksgiving igen. 

1, 2, 3 SMIIIIL!!

Sang og dans rundt om baalet sammen med drengene og amerikanerne.

Den rigtige Thanksgiving blev fejret torsdag aften i gæstehuset, og vi europærer var også inviteret med. Der blev dog ikke serveret kalkun, men vi fik overtalt amerikanerne til at bage ”pumpkin pie”, da vi aldrig havde prøvet det før. En ganske almindelig aften for os europærer, men for amerikanerne en vigtig og traditionsbundet helligdag, som jeg dog alligevel nød at være en del af.
 

Thankgiving-mad som man faar den i Afrika

Så ikke nok med, at jeg fejrede Thanksgiving for allerførste gang, jeg fejrede den også midt i Afrika, på et stuegulv sammen med folk fra fire andre lande. Så udveksling er der nok af, og det har vist sig, at jeg på denne rejse, ikke bare skulle lære om Etiopisk kultur, men også om andre landes og ikke mindst min egen.

En hel flok amerikanere

Som bonusinfo kan jeg fortælle, at hvis man rigtig skal forstå forskellene på flere kulturer, så slutter man aftenen af med, at synge ”Hakuna Matata” i kor på fire forskellige sprog!  

Love Ethiopia

Datoen siger den 24. november, men jeg går rundt i sanddaler og korte ærmer i 20 graders varme, bager pebernødder og hører julemusik. Mit forsøg på at få lidt julestemning ind i gæstehuset i Addis, hvor vi har været de sidste to uger. Det er godt at være tilbage og se alle de folk, som vi mødte sidst vi var her. Chencha har været en kæmpe oplevelse, som jeg vil prøve at beskrive på et andet tidspunkt, men vi er i hvert fald kommet tilbage til en mere moderne og civiliseret by, hvor alt er muligt, men hvor kontrasterne i særdeleshed også kommer til udtryk.

Dagligt går vi fra at besøge fine, dyre cafeer og restauranter til at snakke med tidligere gadedrenge og til at være omgivet af hjemløse og kriminelle folk. I sidste weekend blev der afholdt ”Love Etiopia Festival”, som var en kristen festival, med et program der bl.a. bestod af talere, musikere, dramatik og motorcykelstunt. Jeg gav festivalen et kort besøg og oplevede lidt det samme sus, som man kan få derhjemme, når tusinder af kristne mødes og synger sammen. Men kiggede man rundt, så var det helt almindelige, velstillede folk der var samlet. Men jeg har også mødt og set den anden side af Addis’ indbyggere: dem uden job og hjem, som kommer fra gaden.   

LOVE ETHIOPIA FESTIVAL

Heldigvis var der også lavet en festival for dem. WSG/HCE havde nemlig samlet omkring 400 folk fra gaden, inviteret dem til en mini- eller pre-festival på organisationens grund nogle dage før festivalen. Det var en broget flok vi mødte, da vi ankom. Den ene var iklædt mere slidt tøj end den anden, og man kunne tydelig se, at disse folk lever det hårde liv på bagsiden af Addis’ civiliserede byliv.

Drengene, som vi tidligere har arbejdet med på Restcenteret, mødte os med kram og highfives og kunne på skift udpege deres (tidligere) venner iblandt flokken af de hjemløse. Drengene fra Restcenteret er virkelig kommet langt nu! Flere af dem har fået en uddannelse eller er i gang, de har fået et sted at bo, nyt tøj og gode venner. Og vigtigst af alt, så har de fundet troen på, at Gud er med dem og at han elsker dem, og det har givet dem håb og drømme om en god fremtid. De er ikke længere generte over at fortælle om deres historier, men fortæller stolt, hvordan de er endt der, hvor de er i dag, hvilket også hjælper dem til at komme videre. Det var ikke bare nogen glade drenge der mødte os, det var også nogle stolte drenge, som viste overskud til, at hjælpe dem, som ikke havde fundet samme vej ud endnu.

Pre-festivalens program var en smagsprøve på festivalen, så der var også et cykelshow, sang og talere der fortalte, hvordan de havde fundet vejen ud af bl.a. misbrug - selvfølgelig til inspiration for publikum. Arrangementet sluttede af med mad. Alle ansatte, os frivillige og flere af drengene fra Restcenteret blev stillet op på en lang række, og så blev tallerkener og sodavand ellers sendt ned igennem hele rækken til det sultne publikum. Så omkring 40 mennesker fik tallerkenerne i hænderne, inden de blev serveret.

Vi fik at vide, at vi skulle passe godt på vores tasker, for selvom det var et velarrangeret arrangement, og publikum roligt sad og fulgte med i programmet, så var mange af dem jo ”fuldtidskriminelle”. Det er ikke for at dømme dem, men den slags kriminalitet, som fx at stjæle, er en hel naturlig del af deres hverdag, og måden de får deres liv til at hænge sammen på, så hvorfor skulle de ikke kunne finde på det til sådan et arrangement. Der blev da også stjålet et sidespejl til en bil. ”Det var så 120 Birr”, sagde en af de tidligere gadedrenge, der tidligere havde haft selv samme erhverv. Igen et udtryk for, hvor langt han er kommet, når han kan gøre grin med det, og tale åben om det.

Et billede fra pre-festivalen hvor alle de hjemløbe interesseret følger med i programmet.

Hele pre-festivalen sluttede af med en gospelkoncert, og forhåbentlig gik publikum hjem til hver deres eget hjørne af gaden, både mætte af mad og mætte af oplevelser og spirituel inspiration. Kontrasterne er store i Addis, og det er normalt virkelig svært at forholde sig til, men denne dag mødte de to kontraster hinanden og lagde grundlag for en god og festlig formiddag.    

Vi sulter i hvert fald ikke her i Afrika!

Tiden her i Chencha render efterhånden ud, og det betyder bl.a., at vi her den sidste uge har været på forskellige besøg ved folk, som vi på en eller anden måde har haft kontakt til den sidste måneds tid. Det betyder meget for folk at få besøg, kan man mærke, og de vil glædeligt vise deres hus og familie frem. Det er bestemt også spændende, at se hvordan de lokale bor, og man får også et andet syn på deres hverdag, liv og familieforhold, ved at besøge dem privat. Men… det er altså hårdt at være på besøg nogle gange. Især for maven, for der er mad nok, og man får ikke lov at stoppe med at spise, selvom man for længst er blevet mæt.

Her er en lille historie fra et typisk besøg:

Udefra ligner alle husene hinanden, så vi er glade for, at vi er blevet hentet af ham vi skal besøge. Døren i stakittet ind til familiens grund er ikke lavet til sådan nogle høje danskere som os, så Frederik slår hovedet i hegnet som sædvanligt.

Vi kommer ind på grunden hvor der er en lille køkkenhave med grønsager til familiens egen forbrug og en masse falske bananpalmer (kaldet inset). Derudover er der sådan et udendørs, overdækket køkken, som de nu engang har, og denne familie har også en traditionel hytte, hvor dyrene og bålet er. Selve stuehuset er lavet af ler og er malet turkisblåt. Som alle husene er bygget, går man udefra direkte ind i dagligstuen, hvor der er nogle hårde sofaer, et bord, en skænk med fjernsyn og som regel også en seng eller en madras.

Den traditionel hytte som stod i deres have

Almindelig hus

Straks bliver fjernsynet tændt og musikken det samme. Så i en blanding af spirituel musik fra anlægget og lyden fra den nigerianske evangelist fra fjernsynet, bliver vi placeret i ”gæsternes sofa” - den plads, hvor der er bedst udsyn til fjernsynet. Kort efter kommer moderen ind i stuen, hilser på og går så ud i køkkenet igen for at forberede mad. Det er derfor klart en fordel, at besøge en af drengene, får så kan han få lov til at blive siddende sammen med os og snakke. Var det derimod en pige vi besøgte, ville hun være smuttet ud i køkkenet igen for at hjælpe, og så kunne vi sidde der og glo. Men der er også meget at kigge på, når man sådan er på besøg. Væggene og bordene er fint dekoreret med plastikblomster, bibelcitater på amharisk og papirspynt, som det vi pynter op med til nytår i Danmark og ikke mindst billeder af alle dem fra familien, der er blevet færdige på universitet.

Moderen kommer nu ind med de første skåle mad. Appelsiner, bananer, brød, gålå og bønner som skal spises som snack. Der skal virkelig ikke mangle noget, så familien har også brugt deres penge på at købe sodavand til os. Madfesten kan så begynde! Til at starte med spiser man jo bare løs af de forskellige retter, men efterhånden som man er ved at blive mæt, bliver man bare nød til at spise mere. For moderen kommer ind og siger: ”blu, blu, blu”, som betyder: ”spis, spis, spis”, imens jeg i forvejen sidder og tygger på brød nummer to, og ham vi besøger, er ved at åbne banan nummer tre til mig. Derudover fylder hun et stort glas med en tyktflydende væske, som viser sig at være yoghurt med krydderi i, som bestemt ikke smager godt! Tricket er så her, at drikke mens værterne kigger væk, for så kan man skære ansigter imens.

Sodavand nummer 2 bliver knappet op og banan nummer 4 bliver åbnet, mens jeg virkelig prøver at forklare, at nu kan jeg ikke mere. Bananen for lov at blive liggende lidt, mens moderen nu er gået i gang med kaffeceremonien. Først ristes bønnerne, så bliver de kværnet og til sidst bliver vandet og kaffen varmet op. Kop nummer 1, 2 og 3 ryger ned og den stærke kaffe kan mærkes i både hoved og mave.

Som man tror der ikke kommer mere mad og at det snart må være tid til at komme hjem, kommer moderen lige mere en ny ret vi skal prøve. Nogle gange har vi efter kaffen fået enjera, men denne gang er det en kenyansk ret kaldet ”kinche”. Hvad det er lavet af, kan han som dreng selvfølgelig ikke fortælle og moderen kan ikke snakke engelsk. Men retten kan da spises og smager som en grov form for risengrød.  Men så snart en anden begynder at made mig og doserer portionen til mere end der kan være i min mund, begynder kvalmefornemmelserne. Uhøflig som jeg nu engang er, må jeg tage skeens portion af to omgange og efter 3. omgang madding sige ”bagka” som betyder ”nok” eller ”jeg er mæt”. Det er tydeligt at se på værterne, at de ikke tror man kan lide deres mad, så jeg begynder i stedet at rose den højt op over skyerne og prøver at forklare, at det virkelig var lækkert.

Det begynder at blive lidt svært at finde noget at snakke om, så vi finder Frederiks bog om Danmark frem og fortæller lidt om de forskellige slotte og andre seværdigheder, som man kan se i Danmark. Jeg finder også lidt familiebilleder og andre billeder frem og fortæller. Vores vært peger uheldigvis på et festglad billede fra en vundet volleykamp, og spørger, hvad det er for en flaske? Jeg prøver, at improvisere det bedste jeg kan, hvilket ender ud i at Asti-flasken bliver til danskvand med smag. Så til en anden gang må jeg lige sortere i de billeder lidt bedre!

Paa besoeg i privat hjem

Det bliver efterhånden snart mørkt, så det er på tide at vende næsen hjemad. Utrolig dobbeltmoralsk at være så mæt i et land, hvor der er så mange fattige mennesker. Men det er en af de fantastiske ting, der er ved etiopierne; de er utrolig gæstfrie og penge og andre materielle ting, skal ikke sætte en stopper for, at man skal behandle sine gæster godt. Det står også klart, at vi som gæster heller ikke skal få det syn på dem, at de ikke er velhavende nok. Så nu når jeg efterhånden har lært det, forstår jeg også vigtigheden af, at tage imod disse madgaver og sætte pris på deres gæstfrihed.

På vejen tilbage snakker Frederik og jeg om, at vi håber, at vores hushjælp Sister har forstået, at vi ikke skal have aftensmad den aften. For ellers skal vi til at spise igen, og jeg er propmæt!… 

Balloner, slikkepinde og masser af kindkys

”Goodbye Henni, goodbye Henni”. Ti børn kommer løbende med en slikpind i den ene hånd og en ballon i den anden, krammer mig og får hevet mit hoved ned i en højde, så de lige nøjagtig kan nå til at kysse min kind.

Der siges farvel og gives masser af kys

Sådan en afsked fik jeg i fredags, da Frederik og jeg sagde farvel til de elever, som vi de sidste 3-4 uger har undervist her i Chencha. Det er ikke fordi, det er særlig lang tid, vi har været sammen med dem, men alligevel var det helt vemodigt at sige farvel, fordi det har været rigtig spændende og sjovt at være sammen med dem, på trods af, at jeg ikke har nået at lære en eneste af deres navne at kende. Vi har også lige netop nået at opleve, at eleverne ikke bare er bange for os - som de var starten, men at de også kan være frække, skal prøve os af og skal sættes lidt på plads.

Vi har undervist eleverne i engelsk to lektioner hver formiddag fra mandag til fredag, skiftevis mellem klassetrinene fra børnehaveklasse til 4. klasse. Skolen vi har arbejdet på, tilhørte kirken og er en lille privatskole hvor der maksimum var 16 elever i hver klasse. Så det har virkelig været luksus, ikke at skulle holde styr på flere, da det er normalt at være op imod 60 elever i hver klasse i en almindelig folkeskole.

Selvom vi kun underviste 10-16 elever, har der været flere udfordringer, som vi de seneste uger har stået overfor:
Først og fremmest er der ikke mange hvide mennesker, oppe i det område hvor vi bor. Så især de mindste børn var i starten meget generte og måske lidt skræmte over de to høje, bleghvide personer, der stod overfor dem.

Dernæst har det ikke altid været lige nemt at kommunikere med eleverne. For at snakke engelsk til børn under 10 år, er ligesom at snakke til dør. Så nogen gange har vi overvejet bare at slå over i at snakke dansk, for det kunne jo være det samme. Ellers har vi forsøgt at gøre øvelserne så enkle, at forklaringerne kunne gøres med demonstrationer, eksempler og almindelig kropssprog. Men der er virkelig ikke noget at sige til, at de har haft svært ved at forstå os. For det første er engelsk deres 3. sprog, og for det andet har de alle tre fag helt fra 1. klasse, og jeg ved selv, hvor svært jeg havde ved, at lære et nyt sprog da jeg kom i 4. klasse.

Så vi fik lært os selv, at undgå alle former for fyldord og absolut kun lave de mest nødvendige fagter, for konsekvensen kunne fx være, at hele klassen stod og bevægede deres hænder op og ned, efter at vi med de samme fagter havde sagt: ”sit down, please”. I børnhaveklassen legede vi ”Skorsten” en dag. Legen hvor man på skift skal op og gætte i hvilken hånd, personen fra det andet hold gemmer kridtet i. En meget simpel leg, men de mindste børn troede det var en boksekamp, og stod i stedet overfor hinanden, begge med knyttede hænder og gjorde klar til kamp. Så de kopierede virkelig alt hvad man gjorde, og gentog alt hvad man sagde, for det var de vant til at skulle gøre.

Dertil har det naturligvis også været en udfordring, at finde det rigtige niveau til den rette klasse. Så sommetider har vi genbrugt lidt og opdaget, at nogle ting bare fungerede bedre i 4. klasse end i 3. klasse - og omvendt. Den sidste halvanden uges tid, oplevede vi for alvor hvor frække sådan nogle børn også kan være og flere skulle lige prøve os lidt af og teste vores grænser, hvor langt vi ville gå.

Oevelse med to be

På nogle måder var skolen mere striks end den jeg har gået i. Eleverne var opdraget til at rejse sig, når der kom nogen ind ad døren, og når læreren (eller os) kom ind til en ny time, kørte remsen: ”Good morning students” - ”Good morning teacher” -  ”How are you?” - ”We are fine, thank you, how are you?” - ”I am fine too, thank you. Please sit down.” Hver morgen blev flaget hejst og nationalmelodien sunget og mandag morgen ved flaghejsning, blev der også tjekket, om eleverne havde fået klippet og renset negle. Hvis ikke, fik de et lille rap over fingrene med en pind. Ikke hårdt, bare et symbolsk slag. Så imens jeg diskret puttede mine egne halvbeskidte hænder i lommen, overvejede jeg lige, hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg kom ud for at skulle straffe en af eleverne. For at slå dem, ville jeg i hvert fald ikke! Heldigvis blev jeg hverken bedt om at slå nogen eller var ude i en situation, hvor det i etiopisk skolestil skulle have været nødvendigt. I stedet satte jeg mig en enkel gang halvt på skødet af nogle af drengene, som ikke kunne blive siddende på deres pladser.

I vores undervisning fokuserede vi meget på, at komme uden om for meget tavleundervisning. I stedet lavede vi nogle kreative øvelser, opgaver og konkurrencer, hvor der blev snakket lidt mere og hvor kroppen også kom i spil. Dvs. vi sang en masse sange med fagter til, som fx ”Yogi-Bear”, ”Head and Shoulder” og ”When the Saints go Marching in”. 

"Head and shoulder..."- altid et hit!

Som en afskedsgave havde vi balloner og slikkepinde med til dem, hvilket de selvfølgelig blev rigtig glade for. Jeg synes, det har været super spændende at få lov at undervise og lave nogle anderledes ting med eleverne, end de højest sandsynlig er vant til. Sådan som der blev sagt farvel, virkede det også til, at både elever og lærere var glade for den korte tid, som vi var på skolen i.

På mandag går turen atter tilbage til Addis, og så må vi se, om afrikaeventyret stopper der, eller om vi får lov at blive lidt længere, og hvad vi så kommer til at lave. Det har i hvert fald ikke skræmt mig væk, det med undervisning!     

Balloner og slikkepinde faldt i god jord!