Mødet med flinke mennesker, flere kulturer og flotte dyr

Selvom jeg er langt væk hjemmefra, og Frederik er den eneste jeg kan snakke dansk med til hverdag, har det alligevel lykkedes os, at få nogle danske kontakter her i Etiopien. Normalt når man møder andre hvide her, bliver man meget interesseret i, hvad vedkommende dog laver her, og man føler sig nærmest forpligtet til hilse på og til at snakke til dem. Men når man derimod møder andre danskere, er en hilsen og en samtale bare ikke nok, - man bliver man nød til at ses igen. Dét at møde nogle nye mennesker er ofte en udfordring hjemme, fordi det kan være svært, at finde noget man har tilfældes og noget at snakke om. Her i Etiopien har vi mødt op til flere andre danske volontører og missionærer. Mennesker som af en eller anden grund er endt i det samme Afrikanske land som en selv. Mennesker som jeg muligvis aldrig ville have mødt, hvis det ikke var for Etiopien, og mennesker som man kommer til at holde af, fordi det minder én om alt det derhjemme, om Danmark. Umiddelbart ville vi ikke have noget tilfældes, men netop fordi vi er så langt væk og fordi vi alle er danskere og laver et stykke arbejde her i Etiopien, har det været utroligt let, at falde i snak og få nogle oplevelser sammen.

For et par uger siden fik vi et nummer på en dansk kvinde, som er missionær nogle hundrede kilometer fra hvor vi bor. Vi kendte hende ikke, og vidste hverken hvem hun var, hvad hun lavede i Etiopien, eller hvad vi skulle snakke med hende om i telefonen. Men et telefonopkald senere havde vi pludselig et nyt bekendtskab og et nummer på endnu en dansk volontør. Som sagt går snakken jo let, og halvanden uge efter mødtes vi med to andre unge volontører i Arba Minch. Helene fra Danmark og Therese fra Norge var de to piger, som vi skulle tilbringe de næste to weekender sammen med. Vi kendte dem ikke, så det kunne jo gå hen at blive nogle hårde weekender. Heldigvis gik det rigtig fint, og som sagt gik snakken jo lystigt, og vi havde nogle gode dage sammen.

Destinationen den første weekend var Jinka, en mindre by ca. 300 km sydvest fra Chencha. Her boede vi nogle dage og tilbragte tiden sammen med to danske, kvindelige missionærer. Den første dag kørte vi af sted, tæt klemt sammen i en bil, langt ud i ingen ting. Og det er ikke overdrevet, for når man har kørt 1½ time på grusvej og derefter drejer ind til venstre af noget der ligner en mellemting mellem en skov og en afrikansk slette, hvor man kun kan se sporene fra én anden bil, kører der en halv times tid uden nogen form for by eller anden destination i sigte, så er man langt ude! Til sidst viste den lille landsby sig så, som vi kørte efter, og lige så langt ude, som vi var, ligeså primitivt levede de der.

Saadan boede de ude i landsbyen.

Dagens hoest.

Folk i så lidt tøj som muligt boede der i små hytter uden væge og levede primært af majs og hirse. Mens de mindste børn lå under myggenet og sov og de lidt ældre legede i sandet, var det et fælles projekt for landsbyens kvinder at få lavet mad. Nede fra majsmarkerne kom mændene gående og snart var vi klar til at indvie den nye kirke. Rettere sagt en plads, som var overdækket med majsplanter. Indbyggerne i landsbyen har tidligere haft en eller anden form for stammereligion eller gammel traditionel afrikansk religion, men er for nylig blevet omvendt til kristne. Efter et kristendomskursus var de da klar til at blive døbt. 42 mennesker blev i løbet af gudstjenesten døbt, og den halvdel, der havde færdiggjort kurset, fik lov at gå til nadver. Det var utrolig dejligt at se, at så mange havde fundet mening i Kristendommen, men mindst lige så interessant synes jeg, det var at opleve, hvor anderledes folk kan leve, sammenlignet med det jeg indtil nu har oplevet som primitivt. Ingen råbte ”feringe” efter én eller tikkede, for de havde muligvis aldrig set udlændinge før eller haft særlig mange birr mellem deres hænder før. Alt virkede så roligt og harmonisk og der var ingen materialisme, som vi kender det.

En af landsbyen drenge. Ja, der var meget stoevet!

Smuk solnedgang paa vej til Jinka.

Da jeg kom til Addis Ababa i august, troede jeg, at dét var sådan Etiopien var. Da jeg kom til Chencha i september, oplevede jeg så, at der er stor forskel på livet i byen og livet på landet, og at folk virkelig lever et andet liv end det jeg kommer fra. Efter denne weekend måtte jeg endnu engang revidere min forestilling om, hvor forskelligt vi mennesker rent faktisk kan leve, og hvor ulige forhold vi lever under. En ting er, hvordan vi vælger at leve livet, en anden ting er, hvor i verden vi er født og hvilke traditioner og normer der er bundet til dette sted. Det er nemlig også med til at forme hvem vi er.

Dagen efter vi havde besøgt den lille landsby, tog vi til Turmi, en anden by i området som er hovedbyen for Hammarstammen. I dag er Turmi forvandlet til en turistby, så mange folk lever af, at turister gider betale penge for, at få taget billeder med dem. Det var lidt overvældende, pludselig at blive set på som turist, når man til hverdag lever og arbejder på næsten lige fod med de lokale. Der er omkring 40.000 hammerfolk tilbage, og det karakteristiske ved dem er primært kvindernes hår, som er lavet af en blanding af mudder, afføring fra køer og en rødglødende farve, som virker tiltrækkende på mændene. Som alverdens andre stammer, har de nogle meget signifikante traditioner og ritualer, som adskiller sig meget fra alle regler og normer fra vores kultur. Planen var, at vi skulle have set en af dem, nemlig deres ”Bull jumping”, som er en del af en manddomsprøve, hvor manden skal løbe over nogle blod-indsmurte køer, mens hans søster bliver pisket. Det lyder meget bizart, og er i dag måske mere opstillet for turister end som tradition? Vi ramte den forkerte dag, men det var måske fint nok, for det lyder ikke særlig rart at se på!       

         

Vi så også en del stammefolk udenfor Turmi og besøgte også en lille landsby hvor nogle af dem bor, så selvom meget af området i dag er præget af turisme, var det stadigvæk vildt fascinerende at se, hvor anderledes en kultur andre folk i verden er blevet sat i, end den jeg er. En anden ting jeg har lært af vores tur til Jinka er, at Etiopien ikke bare byder på bylivet, som det er i Addis, eller på det landlige Chencha, men at Etiopien er et kæmpe land med mange mennesker, som lever hver sit liv i tusinder af forskellige kulturer. Og når man har været derude på kanten og se, hvor godt man stadig kan have det, kan man ikke undgå at lade sig fascinere!

En hamarkvinde i Turmi.

Faellesbillede med nogle unge hamarpiger.

Sidste weekend var Frederik og jeg sammen med Helene og Therese igen. Denne gang stod den ikke på endnu et nyt kultumøde, men på et møde med en ny side af naturen. Omkring Arba Minch ligger nationalparken Nech Sar, og jeg havde længe set frem til at skulle på safari. Nu skulle det endelig ske! Det meste af turen foregik i båd, hvor vi bl.a. så krokodiller, hovedet af nogle flodheste, en kæmpe flok pelikaner og andre flotte fugle. På den anden side af søen gik vi på land og så en masse zebraer, også et virkelig flot dyr! Så efter at have set de vilde dyr ude i den vilde natur, er jeg færdig med Blåvand Mini Zoo.
Jeg fik desværre ikke skudt en zebra, så jeg kunne få skindet med hjem, men i stedet fik jeg skudt en masse flotte billeder med min ”dræber linse”, som Frederik har navngivet min store kameralinse. Her er nogle af dem:

Flodheste der kommer op til overfladen for at faa luft.

Farlig, farlig krokodille

Jeg husker ikke navnet paa denne fugl, men flot er den da!

"Hej hr. zebra, hvad gjor du paa"

Safari-truppen.  Helene, Therese, Frederik og jeg.

Alt i alt, har det været nogle spændende ture, med en masse oplevelser og erfaringer til bagagen og ikke mindst nye bekendtskaber. Nu er vi tilbage til arbejdet og hverdagen i Chencha, hvor her er så koldt i forhold til Jinka og Arba Minch!! 

Vores sydetiopiske eventyr

Nu har vi været i Chencha i over tre uger og vi er efterhånden begyndt at falde mere og mere til. Vi kan mærke, at vi rigtig er kommet ud på landet i et lokalsamfund, hvor alle kender alle. Det betyder bl.a. at man skal huske, hvem man skal hilse på, på gaden. Dvs. kirkelederne, folk man har besøgt, drengene og de ansatte fra multicenteret osv. Man kan nemlig godt få sig en tendens til, at ignorere al den kalden og råben efter en, som der er. Når man så møder et kendt menneske, er det også vigtigt, at huske på de amhariske gloser og sige og svare det rigtige. Lidt en udfordring, fordi lokalbefolkningen jo snakker stammesproget gomania. Så for os virker det som om, det er noget forskelligt hvad de siger fra gang til gang, eftersom de muligvis blander og skifter mellem de to sprog. Man skulle også tro, at folk vidste efter tre uger, at vi bor her, men når man skal købe bananer på markedet, samles der stadig en stor flok mennesker rundt om os, for at se hvad det dog er vi laver.

Der saelges bananer paa markedet.

Der er marked i Chencha tirsdag og loerdag.
Eneste chanche i ugen for at faa frugt og groent.

Endnu et billede fra markedet. Der er flere hvor de kommer fra. 

Når man går på gaden sker det også, at vi bliver inviteret hjem til kaffe ved folk. Ofte ved vi ikke hvor værten bor, og så er det ikke så nemt at besøge dem. Vi havde mødt nogle unge piger en dag, som havde inviteret os og som vi vidste hvor boede, så da vi en eftermiddag havde tid, gik vi bare hen til deres hus og bankede på. De kunne selvfølgelig ikke andet end at byde os indenfor og straks gik den ene af pigerne i gang med at gøre klar til kaffe-ceremoni. Først fik vi serveret gålå, som er ristede hvedekerner der spises som snack. Så gik hun i gang med at tænde op i det lille bålsted hvor hun ristede de grønne kaffebønner over. Kværnede dem derefter med håndkræft, kogte vand og lavede kaffen til sidst. Normalt er jeg på ingen måde kaffedrikker, men den traditionelle, etiopiske kaffe smager faktisk overraskende godt. Det var lidt en komisk situation at banke på en fremmed families dør, byde sig selv på kaffe og derefter sidde 1½ time i stilhed, da de ikke var så gode til at snakke engelsk, og vente på, at kaffen blev færdig. Men nu har vi prøvet det, og det er på sin vis også meget hyggeligt og spændende, at se hvordan folk bor rundt omkring og ikke mindst en del af kulturen.  

Et billede af byens hovedvej

Hvad sprog angår, er vi kommet lidt i gang med at blive undervist i de amhariske bogstaver. Der er 33 x 7 tegn og variationer og jeg er efterhånden kommet halvvejs med at lære dem… Så må vi se, om vi lærer at snakke amharisk bagefter? Men indtil videre kan man i det mindste nemt imponere folk med de bogstaver og få ord man kan. Den generelle kommunikation er heller ikke blevet nemmere, da engelsk er tredje sproget for lokalbefolkningen. Men med kropssprog og en blanding mellem engelske og amhariske ord går det og heldigvis kender vi nogle stykker der snakker fint engelsk som kan oversætte.

Mig og udsigt ud over landskabet her ved Chencha

Indtil videre har det meste af vores arbejde gået med at sætte aktiviteter i gang på det nærliggende Multi Purpose Center som WSG/HCE har her i Chencha. Centeret foregår primært som kontor, men også som opholdssted for en række af byens unge. Der er bl.a. en cafe og plads til at lave forskellige aktiviteter. Organisationen laver en del arbejde med kvinder, hvor de giver dem hjælp til selvhjælp, så vores opgave er, er at lave noget med de unge - primært drenge. Der er flest om eftermiddagen og for det meste sidder de bare i cafeen og spiller Dam eller spiller bordtennis. Derfor har vi bl.a. haft kortspil med, så vi har spillet UNO, SKIBO, FJOLS osv. Derudover er der en volleybane, så når vejret har været godt, har vi taget en match. Vi har også spillet ultimate og prøvet at lege nogle forskellige lege med dem. Det med lege blev lidt en udfordring. Det virkede ikke som om, at det var noget de havde prøvet før, og de havde svært ved at forstå, at det bare var en leg og ikke en sport. Aldrig er ninja-legen blevet udført med så avancerede bevægelser (flere af drengene går nemlig til karate i fritiden). Interessen for at lege var heller ikke så stor, så man skulle hele tiden være et skridt foran, og klar på at igangsætte en ny leg, når de pludselig efter 10 minutter ikke gad den leg længere. Efterhånden som vi legede, kom der også flere og flere børn og legede med. Til sidst var det kun børn under 8 år og der var bare mange af dem! De forstod af gode grunde ikke hvad jeg sagde til dem, og det blev hurtigt en udfordring at forklare reglerne. Jeg prøvede på bedste vis, alene mig, at demonstrere, at i fangeleg er det ikke godt at blive fanget. Men da jeg løb væk fra dem, fik jeg bare 20-30 børn løbende efter mig. Kædetagfat er heller ikke nogen god leg at lege, slet ikke når man udnævner sig selv til at være fanger, for samtlige børn vil jo holde hende den hvide i hånden…

Soede piger der var vilde med at faa taget billeder.

Det er stadig lidt udfordrende at finde på, hvad vi skal lave med de unge om eftermiddagen, men vores næste projekt er at få samlet nok tomme, 2 liters vandflasker sammen, så skal bruges som stave til at spille hockey. Så det er med at være kreative og generelt virker det som om, at de unge er glade for, at der bare sker noget ud over det sædvanlige.

Formiddagene har indtil videre været lidt tomme, men fra og med i morgen er det meningen, at vi skal undervise en 1. klasse i engelsk to formiddage om ugen, så det bliver lidt spændende. I stedet har vi indtil videre haft muligheden for, at se området, naturen og flere skoler. WSG/HCE har over 100 speed-schools rundt omkring i området. Hver skole har en klasse med maksimum 25 elever mellem 9 og 11 år, som af forskellige årsager ikke er kommet i skole da de var 6, eller er droppet ud. I løbet af et år, sørger speed-skolen så for, at de bliver klar til at starte i 4. klasse i en almindelig folkeskole året efter. Dvs. at de tager 1.-3. klasse på ét år. Det er to af disse skoler vi har besøgt, hvor vi har sunget et par sange og leget med eleverne. Eleverne er rigtig søde, og det virker til at være et virkelig bæredygtigt og godt projekt, eftersom eleverne højest sandsynlig ville være blevet analfabeter, når de blev voksne, hvis de ikke havde fået dette tilbud.

Naturen omkring Chencha er også virkelig smuk! Regntiden er næsten ovre, så alt er så grønt og frodigt. Det regner dog stadig en del, så det giver nogle mudrede sko og bukser, når man går udenfor, for efter en byge er der mudder overalt! Men når vejret har været til det, har vi været oppe på nogle fine udsigtsposter og ved et stort, flot vandfald. Når vi er rundt med etiopierne ender vi stort set altid på en cafe. Det er åbenbart sådan man gør her, og der man hænger ud. Så udover den kop te vi får serveret efter hvert måltid i gæstehuset, bliver det også næsten altid til mindst et cafebesøg om dagen.

Smuk natur!

Fra vandfaldet, rigtig idylisk sted hvor jeg for foerste gang saa to aber

Tiden og strukturen er stadig en meget variabel størrelse her, for en regnbyge, powercut eller manglende mobildækning kan hurtigt spolere en hel dags planer. Derfor er det sjældent, vi ved hvad dagen bringer, når vi vågner om morgnen.  

Kampen om pandekagen

Her begynder det allerede at blive mørkt ved 18.00-tiden, så aftenerne kan hurtigt blive ret lange. Derfor havde vi i weekenden besluttet os for, at vi en aften ville bage pandekager. Men det kræver forberedelse!

Til at bage pandekager skal man bruge følgende materialer og ingredienser:

-          Kogeplade

-          Pande

-          Paletkniv

-          3 æg

-          4 dl. mælk

-          2½ dl. mel

-          ½ tsk. salt

-          Olie eller smør

-          Sukker

-          Marmelade

Kogeplade: Vi ville gerne undgå at tænde op i bålet for at lave pandekager og havregrød om morgnen (som vores hushjælp ellers laver mad over), så et lille flytbart el-komfur ville jo være på sin plads. Så vi måtte ud i byen lede. Vi havde set det et sted før, i en af de mange små butikker som de har, så det handlede bare om gå samtlige butikker igennem igen og lede. Det lykkedes os dog først at finde det, da vi mødte en af de ansatte fra Multicenteret, som kunne hjælpe os. Ulempen ved et elkomfur er bare, at det kræver strøm, og vi har i perioder strømsvigt ca. halvdelen af døgnet.

Pande: Det ligger ligesom i ordet, at man skal lave pandekager på en pande. Men eftersom Sister, vores hushjælp, ikke ligger inde med andet end gryder, måtte vi forsøge os med at lave pandekager i en gryde.  

Paletkniv: Ingen pande = ingen paletkniv i køkkenet. Deres voldsomme køkkenknive kunne sikkert godt bruges.

Æg: Det mindste problem, det kan fås alle steder.

Mælk: Kan sikkert fås frisktappet ved den lokale farmer, men vand kan også bruges!

Mel: Når man står ved en butik, der har 20 poser med forskellige råvarer som mel, korn, linser, pasta osv. må man smage sig frem, for at være sikker på, at det også er hvedemel, man får med hjem.

Salt: Købes overraskende ikke i løs vægt, så det var nemt at finde.

Olie: Eftersom vi ikke kan drikke vandet fra hanen her i Etiopien, må vi købe vand på flaske. Normalt smider vi de tommeflasker ud, eller giver dem til børn på gaden. Det er nemlig et rigtig eftertragtet stykke legetøj og husholdningsredskab. Det med husholdningen havde vi ikke helt forstået, men da vi skulle ud og købe olie, gik det op for os, at man bl.a. brugte de gamle, tomme flasker til at få fyldt olie i. Heldigvis fandt vi et sted, hvor man fik flasken med (sikkert til overpris).

Sukker: Man skal passe på med at spørge om hjælp, når man skal finde noget man mangler, for lige pludselig har man sat en masse folk i arbejde. Den første dag vi prøvede at få fat på sukker, var en søndag. Mange butikker havde åbne, så vi troede ikke, at det skulle blive et problem at finde, især ikke fordi vi kendte det amhariske ord for sukker. Men det blev det. Vi mødte en mand, som vi havde snakket med før, og straks ringede han rundt til flere af sine venner for at høre, hvor man kunne købe sukker. Det er normalt ikke mændene, som handler ind og laver mad her, så selvfølgelig vidste han det ikke selv. Straks havde vi sat flere mænd i arbejde, og efter 5 minutter ville en af hans venner komme og hjælpe os. Det lykkedes os dog til sidst at få fortalt, at det godt kunne vente til mandag. 

Mandag gik vi på rov igen. Gik fra den ene butik til den anden og blev guidet frem og tilbage. Pludselig stod der over 10 mennesker rundt om os, nysgerrige for at høre hvad problemet var og for at hjælpe. ”Vi skal bare have sukker…”, var hvad problemet var, men ingen kunne hjælpe os. `Utroligt, at det skal være SÅ svært at finde sukker´, tænkte vi, lige inden en venlig sjæl pegede os ind i et halvlukket lokale, hvor tonsvis af sække sukker ventede på os. Åbenbart stedet, hvor man køber sukker i Chencha. En halv time senere vidste hele byen, at vi havde været ude at købe sukker. Rygter spredes hurtigt her!

Marmelade: Det var endnu ikke lykkedes for os, at finde marmelade til vores pandekager i Chencha, så da vi ikke havde noget at give os til mandag, tog vi bussen til Arba Minch, en større by ca. 40 km ned af bjerget. Den bustur kræver næsten sit eget blogindlæg, for det var ikke lige sådan at komme på bussen:

Har ikke lige noget billede af pandekage-bagningen,
men saadan ser det ud naar der laves popcorn.

Vi havde fået at vide, at bussen først ville køre, når den blev fuld, men efter at have ventet i 1½ time, var der mennesker nok til at fylde mindst 4 busser. Det er få biler man ser om dagen her i Chencha, så lige så snart vi hørte et køretøj, løb alle folk ud på gaden og kunne til deres store skuffelse konstatere, at det bare var en lastvogn. Da bussen så endelig kom trillende ind, stormede alle folk derhen og flokkedes om døren, så passagererne fra Arba Minch ikke havde en chance for at komme ud. I sådan en situation er det godt at være hvid, for man kan hurtig få sig nogle venner, som gider sætte livet på spil for at mase sig gennem flokken for at sikre os en plads. Så mens vi trak os lidt tilbage og håbede på, at vi havde folk til at sikre os en plads, kunne vi overvære intet mindre end tre politimænd der med vold og magt, prøvede at skabe ro og orden. Da vi endelig fik klemt os ind i bussen og havde fået plads, kunne vi sidde og se på, at de resterende folk grædende tikkede om at få plads. Men det var ikke hvem som helst der kunne komme ind, for man skulle i hvert fald helst være gode venner med chaufføren eller have en god undskyldning for at komme med. Så med dårlig samvittighed sad jeg så der og tænke ved mig selv, at mange af de grædende kvinder sikkert havde et mere livsvigtigt ærinde i Arba Minch end os, der bare skulle ned
og nyde en dag i varmen og købe marmelade…

Marmeladen blev købt og efter en god dag i Arba Minch, var vi mandag aften klar til afslutningen på ”projekt pandekager”. Med alle vores udfordringer og kampe for at nå dertil, var det værst tænkelige at strømmen skulle gå. Det gjorde den heldigvis ikke! Ingredienserne blev rørt sammen, pandekagerne bagt i gryden, spist med sukker og marmelade - og ja, hvilken succes!  

Om at være V.I.P.

Det er efterhånden ved at være to uger siden, vi er kommet til Chencha, og mange af de nye indtryk er ved at være blevet bearbejdet. Når man sådan kommer ud på landet i Etiopien, er hvide mennesker ikke noget, der normalt viser sig i gadebilledet. Faktisk er vi selv begyndt at tælle dage, hvor vi ikke ser andre hvide. Rekorden er indtil videre 8 dage. Derfor har vi i den grad også fået opmærksom fra lokalbefolkningen og ja, man føler sig nærmest helt som en V.I.P.

Chencha er utrolig smuk! I baggrunden kan man se den slags hytter som man bor i.
Ellers er der groent og frodigt og flot udsigt ud over bjeargene!

Det hele startede, da vi for to uger siden skulle med bussen fra Addis Ababa til Chencha. Vi kom ind i den fyldte bus som nogle af de sidste, og det skabte selvfølgelig kaos. `De to hvide mennesker skal jo sidde sammen på de bedste pladser…´ Så der blev et værre hurlumhej med at få folk flyttet rundt, så alle fik en plads, og vi samtidig fik de bedste pladser.

Det var en rigtig smuk tur, men da mørket faldt på, og vi begyndte at køre op og op og op, i en lang uendelighed, følte man pludselig, at vi kom ganske langt ud på landet og langt væk hjemmefra. Utrygheden ramte i hvert fald mig, da jeg ikke vidste hvilket liv jeg havde i vente. Mange spørgsmål om seng, vand og mad fyldte mit hovedet. Men bekymringerne var der i hvert fald ingen nytte værd.  For her i Chencha har vi hver et rigtig fint værelse med eget toilet, bad og seng. Desuden laver vores hushjælp, Sister, mad til os tre gange om dagen, redder vores senge og gør rent. Der bliver selvfølgelig serveret enjera mindst to gange om dagen, så inden måltidets start, komme hun jo lige med en kande vand og en spand, så vi kan vaske fingre. Så på trods af, at vi er kommet langt ud på landet, hvor alle bor i lerhuse eller hytter, hvor mange er selvforsynede, laver mad over bål og hvor der er dyr overalt, så lever vi rigtig fint og i rent luksus som en rigtig V.I.P.  

I forrige weekend blev der holdt Meskel. En helligdag som etiopierne fejrer på lige fod med nytåret, og dem på landet endnu mere. Sammen med et par af de etiopiske drenge, gik vi en aften hen for at overvære en af de ortodokses traditioner, et slags Sct. Hans bål. Idet vi nærmede os festlighederne, kom en kæmpe flok børn stormende mod os, ville hilse, holde i hånd og sagde alle ”Hallo Feringe”. Snart havde vi altså en stor flok børn i hælene. Det skabte så meget larm og opmærksomhed, så arrangementet vi var på vej til, helt gik i stå. Heldigvis havde vi vores ”bodyguard” med os, som fandt en pind og begyndte at løbe efter børnene og jage dem væk. Et kønt syn! Vi selv begyndte at gå stærkere og stærkere, og endte med at søge ly for opmærksomheden oppe på et bjerg. Da vi var sikre på at bålet var blevet tændt, kunne vi langsomt nærme os arrangementet igen, snige ind på bagerste række, sætte os og dernæst bare forsøge at ignorere børnene. Det var dog en smule svært, da de kom listende ind på en, forsigtigt prikkede en for at mærke ”lys hud”, og når de begyndte at hive en i håret, fordi det ser mærkeligt ud.

Et billede fra Meskel-ceremonien. 

I samme weekend var der konference ved kirken. På samme måde som ved bålet, blev der råbt efter os da vi kom, og 30 børn fulgte os. Så hvor kan man sidde i fred når man er V.I.P.? På scenen selvfølgelig. Så for at undgå at trække alt for meget opmærksom og kaos, gik vi en stor omvej rundt om publikum og bag scenen, før vi satte os op, som æresgæster der blot sidder til pynt. De efterfølgende dage, blev det også helt naturligt at komme 10 minutter for sent, og gå 10 minutter før tid, bare for at undgå ”at blive set”. Selvfølgelig havde vi også altid en med os, som kunne jage vores fans væk.

I weekenden var der atter en konference, som bl.a. var arrangeret af WSG/HCE. En flok sangere og evangelister var derfor på besøg fra Addis, som sang og talte i løbet af weekenden. Dem fulgtes vi med, blev kørt af privatchauffør til scenen, kom 10 minutter for sent, sad på scenen, og blev fulgt tilbage til bilen af en flok nysgerrige børn. Det sjove var bare, at det ikke var ”kendisserne” som børnene fulgte efter og var interesseret i, men de to sjove, hvide mennesker. Og komisk nok, så var det i begge weekender, stjernerne der ville have taget billeder med os og ikke omvendt.

Foerste weekends Meskel-konference, hvor vi fulgte med fra scenen af. 

Vi er efterhånden ved at være vant til, at børn råber efter os på gaden og kommer hen og vil hilse, for det lykkes ikke altid at slippe væk, når vi går alene. Men det er jo også hyggeligt på sin vis, at blive fulgt hjem med tre børn i hver hånd.

Ja, det er vildt at være hvid i en afrikansk kontekst, og man skal lige vende sig til, at blive behandlet som en V.I.P. når skellet mellem os og dem i forvejen er så stor!

Et kort visit til Arba Minch hvor der var en super smuk udsigt og dejlig varmt!