Henriette InTouch med Etiopien: År 1992 og 2006 om igen på en uge

Eftersom jeg er af årgang 1993, har jeg altid været misundelig over ikke at have oplevet, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Det er jeg ikke længere, kan jeg så sige.

Lørdag den 7. september spillede Etiopiens landshold en vigtig fodboldkamp mod Central Afrika, om at komme videre i kvalifikationen til VM i Brasilien næste år. Som de ægte etiopiere vi nu er ved at blive, heppede vi selvfølgelig med på Etiopien og jeg tippede 2-1. Nu er min fodboldkarriere efterhånden for længst skrevet i glemmebogen, og sportskommentator er jeg heller ikke, men jeg mener alligevel, at jeg har min ret til at sige, at klassefodbold var det ikke! Vi så kampen på det der nok svarer til et 42’’ fjernsyn, sammen med ca. 100 andre på en café. Det var derfor klart en fordel, at vi sad på forreste række. Alligevel var kvaliteten ikke super, men bolden kunne da skimtes, og man kunne se, at den sjældent trillede plant. Voldsomt ringe bane!! Men der var fest og jubel, endda før der blev scoret pga. signalforsinkelser, og kampen endte rigtig nok også 2-1.

Fedt, det var det, så var de videre... Men nej, - DET SKU’ FEJRES!!

En minibus blev fyldt med festglade folk fra restcenteret og vi kørte af sted. Vi fik blot at vide, at vi skulle ud at se byen. ”Hmmm…”, tænkte vi, det lød lidt mærkeligt, men vi var knap kommet ud på vejen før vi mærkede, hvordan Etiopien for alvor fejrer en fodboldsejr!! Inde i bussen, blev hornet holdt i bund, der blev råbt og skreget, banket på bilen og sunget en blanding af etiopiske jubelsange og kristne lovsange. Rundt i byen var der folk overalt, som løb rundt med flag og landsholdstrøjer. Busser, taxier og biler kørte rundt med folk hængende ud af vinduerne og dyttede. Hvilken stemning!

Vi holdte ind ved et torv, steg ud af bussen, og samles i fælles jubelsang og dans med en masse andre glade fans. Vi piger blev hurtigt trukket væk fra menneskemængden igen, for de ville gerne passe på os. Men i mængden af folk, stod Frederik hoppedende og blev hevet rundt. Af og til kom kæmpe menneskemængder også løbende ned af gaderne, så man skulle passe ekstra godt på sine ting, og på at man stod oprejst hele tiden.

Man mærkede virkelig, hvor vigtigt sådan noget er for Etiopiens egen ære og stolthed, og hvor stærk en nationalfølelse de har til deres land. Så hvis en kvalifikationskamp bliver fejret på dette niveau, frygter jeg lidt, hvor meget de går amok, hvis de kommer videre til VM! Jeg prøver ikke at overdrive, men vanvittigt var det i hvert fald, og uden at vide det, tror jeg, at det som minimum målte sig med EM-festen i 1992!

Fra at opleve 1992 kunne vi onsdag den. 11. september vågne op til 2006 endnu engang. Etiopien gik nemlig fra 2005 til 2006 onsdag kl. 6.00. Jeg lå vågen tirsdag ved midnat, og ventede på at høre fyrværkeri. Der kom intet. I stedet vågnede jeg tidlig onsdag morgen af en form for banken. Jeg havde lige glemt, at her starter dagen jo kl. 6.00, så det var selvfølgelig fyrværkeriet jeg var vågnet af…

Nytår er en helligdag og en højtid, som bliver fejret på lige fod med julen. Så i dagene op til den. 11. har folk været til frisører og få flettet lokkerne, købt nyt tøj og handlet ind til den store middag osv. Det er traditionelt, at man spiser høns og får (i enjerra selvfølgelig). Dyrene køber man jo levende, og bliver selvfølgelig transporteret hjem med minibusserne. Hønsene inde i bussen og de levende får smidt op ovenpå. Først troede vi ikke rigtig på det, men rigtig nok, så stod der et gede-lignende dyr ved restcenteret to dage før nytår. Den fik vi meget sjov ud af at tage billeder med:

På selve nytårsdagen, var alle folk i deres stiveste puds, kvinderne i de traditionelle kjoler og mændene i smoking. Alle var også i godt i humør, og det var virkelig en dag, som folk havde set frem til! Vi fejrede dagen med de andre på restcenteret, og da vi kom, var de godt i gang med at vaske sig, tage deres nye tøj på, og ikke mindst farve deres hår sort. Meget ironisk… Fåret, som vi havde navngivet Boggie, var blevet slagtet og blev nydt til frokost.

Faar til frokost

Faaret er slagtet, her er resterne.

Der farves haar

Kl. 15.00 startede festelighederne så. HCE/WSG’s ansatte og venner af huset var inviteret og alle fik udleveret en t-shirt. Eftermiddagens program bestod af bøn, historier, taler, drama mm. Frederik og jeg, havde dagen før, indøvet de to første runder af Les Lanciers med 6 af restcenterets drenge, som vi ville fremføre. Der er bare lige det ved det, at det der med at samle tropperne og faktisk være de samme 8 mand samlet på samme tid, er lidt en udfordring her, og da man af gode grunde skal være 8 til lanciers fik vi desværre ikke fremført den ”traditionelle danske dans”, som vi kaldte det.

Den japanske volontoer Sayuri i en etiopisk nationaldragt

Eftermiddagens program med sang og dans bl.a.

Aften sluttede af med bål, sang og enjera udenfor, og jeg er sikker på, at etiopierne fortsatte festen langt ud på aftenen. Vi selv tog hjem mens muligheden bød sig, for det der med at fejre nytår midt i september, det er godt nok lidt mærkeligt… :)