Ord og billeder fra min nye arbejdsplads

Nu er det efterhånden to uger siden, at vi er kommet i gang med vores egentlige arbejde her i Addis, og jeg har endnu ikke rigtig beskrevet, hvad det er vi laver og hvad vores opgaver består af. 

Hope For Children har et opholdssted her i Addis der kaldes ”Restcenteret”, og det er der, vi til hverdag tager minibussen til. 

Restcenterets funktion er, at tilbyde tidligere gadebørn- og voksne et sted at komme. Her kan de få et bad og lidt mad og desuden få undervisning i bl.a. kristendom. Der er 10-15 drenge som bor på restcenteret og har fælles værelser der. De går alle i almindelig skole og har ellers deres virke på restcenteret. Så udover kontorer, fællessal og et lille musiklokale, består centeret også af et primitivt køkken med bålsted, opmaganisering af fyldte vanddunke og enjera-pandekager og hvad der ellers hører til. Så det er her, vi får dagens midterste måltid, enjera - selvfølgelig! Her kan det være en god ide, at medbringe sin egen vanddunk med vand man rent faktisk kan tåle, for maden er ofte ret stærk, så det er rart at have noget at skylle ned med bagefter.

Hver loerdag spilles der fodboldkamp ved hovedkontoret. - Det tager hurtigt en bold, skulle jeg hilse at sige fra Frederik.

Restcenteret set udefra.

Koekkenet hvor vi spiser frokost.

Restcenteret - der spilles sikkert UNO

Udover de drenge som bor på restcenteret, er der ca. 15-20 studerende, som er i noget så kaldt ”skilltraining”, hvor de får lidt undervisning på restcenteret og har nogle dage i ugen, hvor de får uddannelse i noget erhvervsmæssigt arbejde. Pt. er de vist i gang med at lære at lægge gulv i et hus.
Det er primært disse drenge, som vi har fået til opgave at lave program for 3 gange i ugen. Drenge er faktisk på meget sagt, for de fleste er et stykke over 20 år. Meget engelsk kan de ikke, så derfor har det indtil nu, været vores primære fokusområde i undervisningen.    

Anna introducerer til "Tegn og Gaet" - en del af undervisningen.

Hv-ord paa henholdsvis engelsk og amharisk.

Skolerne er endnu ikke åbnet efter sommerferien her i Etiopien, så vi har ikke haft mulighed for, at få noget arbejde på den lokale skole, desværre. Dvs. vi har en del fritid, som vi enten bruger på at sove længe eller bare bruger på restcenteret. Pga. sommerferie er der mange folk ude på gaderne og en masse liv. Det er et vestlig fænomen, det med at tage på ferie, og gider man ikke være derhjemme, sætter man sig som ung etiopier da bare ud på det nærmeste gadehjørne og hænger ud med vennerne. Derfor er der også ekstra liv i restcenteret for tiden, for dem der bor der fast jo ikke går i skole og så kommer et par af restcenterets nabobørn også og deltager og leger med. 

Når vi kommer om formiddagen ved 10.00-11.00-tiden bliver vi hver dag mødt med venlige smil og et ”Hey Henny, how are you?” fra de ældste drenge og ”UNO, fish????” fra de yngste. Det skal siges, at vi får virkelig meget af tiden til at gå med at spille UNO!! Det er de helt vilde med, unge som gamle. Det er lidt trivielt at spille UNO flere timer om dagen, så jeg har nu fået lært dem at spille ”fisk”, så der i det mindste er lidt afveksling.

Et UNO-oejeblik.

Tirsdag, torsdag og lørdag er det som sagt meningen, at vi i to timer skal lave et program for alle drengene. Indtil videre har vi forsøgt med lidt engelske sanglege, lege hvor tal og farver inddrages, lidt samtale og spørgsmålstræning. I dag har vi så fx gennemgået Carpark North’s sang ”Save Me”. De elsker at lege, og man kan mærke, at det løsner lidt op, så det bliver nemmere også at lære lidt engelsk.

Som tidligere nævnt er der ikke meget struktur her, så folk er stadig ikke rigtig indforstået med, at vi altså har program på disse dage. Så i lørdags var der fx ingen af de studerende, og så måtte vi jo bare gemme programmet til tirsdag og tage et spil UNO mere. 

"Banke, banke, boef" er altid en succes. Her blir det bare til "Banki, banki BUF".

Mange af drengene sagde første gang, at de var interesseret i musik, og flere af dem har en drøm om at blive jazz-musikere. Engelskundervisningen finder jeg lidt svær, så jeg bestemte mig for, at give mig i kast med lidt klaverundervisning. Jeg var blevet fortalt, at der var to keyboards til rådighed, så jeg troede jo bare jeg kunne komme i gang. Men efter 1½ uges snakken med op til 3 af de ledende af restcenteret, lykkedes det mig endelig i onsdags at få fat i nøglen til musiklokalet. Nu manglede det bare at vise sig, at keyboardene ikke virkede. Med det gjorde de. I hvert fald én af dem… Så torsdag fik jeg proppet 4 studerende ind i det lille musiklokale til ét keyboard med lyd og ét uden. 

Det er lidt en udfordring, at have med tre drenge der nærmest aldrig har rørt et keyboard før eller set noder før. At de så heller ikke forstår engelsk er jo bare en biting… En udfordring blev det i hvert fald! Og med 10 andre drenge, der står og kigger ind gennem vinduet og bedrøvet ser til, at deres kammerater har fået lov at spille i stedet for dem denne gang, kan jeg jo se frem til at starte forfra igen lørdag og satse på, at der dukker et jazz-talent frem der. Ja, bare kald mig Thomas Blackman, jeg bliver jo en helt x-factor-dommer ;)

Pludselig var der kaffeselskab paa restcenteret i onsdags, med sang, musik og boen...

 

... og kaffe og popcorn. Det er en etiopisk tradition at laegge graes ud paa gulvet ved disse selskaber.