Om at være V.I.P.

Det er efterhånden ved at være to uger siden, vi er kommet til Chencha, og mange af de nye indtryk er ved at være blevet bearbejdet. Når man sådan kommer ud på landet i Etiopien, er hvide mennesker ikke noget, der normalt viser sig i gadebilledet. Faktisk er vi selv begyndt at tælle dage, hvor vi ikke ser andre hvide. Rekorden er indtil videre 8 dage. Derfor har vi i den grad også fået opmærksom fra lokalbefolkningen og ja, man føler sig nærmest helt som en V.I.P.

Chencha er utrolig smuk! I baggrunden kan man se den slags hytter som man bor i.
Ellers er der groent og frodigt og flot udsigt ud over bjeargene!

Det hele startede, da vi for to uger siden skulle med bussen fra Addis Ababa til Chencha. Vi kom ind i den fyldte bus som nogle af de sidste, og det skabte selvfølgelig kaos. `De to hvide mennesker skal jo sidde sammen på de bedste pladser…´ Så der blev et værre hurlumhej med at få folk flyttet rundt, så alle fik en plads, og vi samtidig fik de bedste pladser.

Det var en rigtig smuk tur, men da mørket faldt på, og vi begyndte at køre op og op og op, i en lang uendelighed, følte man pludselig, at vi kom ganske langt ud på landet og langt væk hjemmefra. Utrygheden ramte i hvert fald mig, da jeg ikke vidste hvilket liv jeg havde i vente. Mange spørgsmål om seng, vand og mad fyldte mit hovedet. Men bekymringerne var der i hvert fald ingen nytte værd.  For her i Chencha har vi hver et rigtig fint værelse med eget toilet, bad og seng. Desuden laver vores hushjælp, Sister, mad til os tre gange om dagen, redder vores senge og gør rent. Der bliver selvfølgelig serveret enjera mindst to gange om dagen, så inden måltidets start, komme hun jo lige med en kande vand og en spand, så vi kan vaske fingre. Så på trods af, at vi er kommet langt ud på landet, hvor alle bor i lerhuse eller hytter, hvor mange er selvforsynede, laver mad over bål og hvor der er dyr overalt, så lever vi rigtig fint og i rent luksus som en rigtig V.I.P.  

I forrige weekend blev der holdt Meskel. En helligdag som etiopierne fejrer på lige fod med nytåret, og dem på landet endnu mere. Sammen med et par af de etiopiske drenge, gik vi en aften hen for at overvære en af de ortodokses traditioner, et slags Sct. Hans bål. Idet vi nærmede os festlighederne, kom en kæmpe flok børn stormende mod os, ville hilse, holde i hånd og sagde alle ”Hallo Feringe”. Snart havde vi altså en stor flok børn i hælene. Det skabte så meget larm og opmærksomhed, så arrangementet vi var på vej til, helt gik i stå. Heldigvis havde vi vores ”bodyguard” med os, som fandt en pind og begyndte at løbe efter børnene og jage dem væk. Et kønt syn! Vi selv begyndte at gå stærkere og stærkere, og endte med at søge ly for opmærksomheden oppe på et bjerg. Da vi var sikre på at bålet var blevet tændt, kunne vi langsomt nærme os arrangementet igen, snige ind på bagerste række, sætte os og dernæst bare forsøge at ignorere børnene. Det var dog en smule svært, da de kom listende ind på en, forsigtigt prikkede en for at mærke ”lys hud”, og når de begyndte at hive en i håret, fordi det ser mærkeligt ud.

Et billede fra Meskel-ceremonien. 

I samme weekend var der konference ved kirken. På samme måde som ved bålet, blev der råbt efter os da vi kom, og 30 børn fulgte os. Så hvor kan man sidde i fred når man er V.I.P.? På scenen selvfølgelig. Så for at undgå at trække alt for meget opmærksom og kaos, gik vi en stor omvej rundt om publikum og bag scenen, før vi satte os op, som æresgæster der blot sidder til pynt. De efterfølgende dage, blev det også helt naturligt at komme 10 minutter for sent, og gå 10 minutter før tid, bare for at undgå ”at blive set”. Selvfølgelig havde vi også altid en med os, som kunne jage vores fans væk.

I weekenden var der atter en konference, som bl.a. var arrangeret af WSG/HCE. En flok sangere og evangelister var derfor på besøg fra Addis, som sang og talte i løbet af weekenden. Dem fulgtes vi med, blev kørt af privatchauffør til scenen, kom 10 minutter for sent, sad på scenen, og blev fulgt tilbage til bilen af en flok nysgerrige børn. Det sjove var bare, at det ikke var ”kendisserne” som børnene fulgte efter og var interesseret i, men de to sjove, hvide mennesker. Og komisk nok, så var det i begge weekender, stjernerne der ville have taget billeder med os og ikke omvendt.

Foerste weekends Meskel-konference, hvor vi fulgte med fra scenen af. 

Vi er efterhånden ved at være vant til, at børn råber efter os på gaden og kommer hen og vil hilse, for det lykkes ikke altid at slippe væk, når vi går alene. Men det er jo også hyggeligt på sin vis, at blive fulgt hjem med tre børn i hver hånd.

Ja, det er vildt at være hvid i en afrikansk kontekst, og man skal lige vende sig til, at blive behandlet som en V.I.P. når skellet mellem os og dem i forvejen er så stor!

Et kort visit til Arba Minch hvor der var en super smuk udsigt og dejlig varmt!