Kampen om pandekagen

Her begynder det allerede at blive mørkt ved 18.00-tiden, så aftenerne kan hurtigt blive ret lange. Derfor havde vi i weekenden besluttet os for, at vi en aften ville bage pandekager. Men det kræver forberedelse!

Til at bage pandekager skal man bruge følgende materialer og ingredienser:

-          Kogeplade

-          Pande

-          Paletkniv

-          3 æg

-          4 dl. mælk

-          2½ dl. mel

-          ½ tsk. salt

-          Olie eller smør

-          Sukker

-          Marmelade

Kogeplade: Vi ville gerne undgå at tænde op i bålet for at lave pandekager og havregrød om morgnen (som vores hushjælp ellers laver mad over), så et lille flytbart el-komfur ville jo være på sin plads. Så vi måtte ud i byen lede. Vi havde set det et sted før, i en af de mange små butikker som de har, så det handlede bare om gå samtlige butikker igennem igen og lede. Det lykkedes os dog først at finde det, da vi mødte en af de ansatte fra Multicenteret, som kunne hjælpe os. Ulempen ved et elkomfur er bare, at det kræver strøm, og vi har i perioder strømsvigt ca. halvdelen af døgnet.

Pande: Det ligger ligesom i ordet, at man skal lave pandekager på en pande. Men eftersom Sister, vores hushjælp, ikke ligger inde med andet end gryder, måtte vi forsøge os med at lave pandekager i en gryde.  

Paletkniv: Ingen pande = ingen paletkniv i køkkenet. Deres voldsomme køkkenknive kunne sikkert godt bruges.

Æg: Det mindste problem, det kan fås alle steder.

Mælk: Kan sikkert fås frisktappet ved den lokale farmer, men vand kan også bruges!

Mel: Når man står ved en butik, der har 20 poser med forskellige råvarer som mel, korn, linser, pasta osv. må man smage sig frem, for at være sikker på, at det også er hvedemel, man får med hjem.

Salt: Købes overraskende ikke i løs vægt, så det var nemt at finde.

Olie: Eftersom vi ikke kan drikke vandet fra hanen her i Etiopien, må vi købe vand på flaske. Normalt smider vi de tommeflasker ud, eller giver dem til børn på gaden. Det er nemlig et rigtig eftertragtet stykke legetøj og husholdningsredskab. Det med husholdningen havde vi ikke helt forstået, men da vi skulle ud og købe olie, gik det op for os, at man bl.a. brugte de gamle, tomme flasker til at få fyldt olie i. Heldigvis fandt vi et sted, hvor man fik flasken med (sikkert til overpris).

Sukker: Man skal passe på med at spørge om hjælp, når man skal finde noget man mangler, for lige pludselig har man sat en masse folk i arbejde. Den første dag vi prøvede at få fat på sukker, var en søndag. Mange butikker havde åbne, så vi troede ikke, at det skulle blive et problem at finde, især ikke fordi vi kendte det amhariske ord for sukker. Men det blev det. Vi mødte en mand, som vi havde snakket med før, og straks ringede han rundt til flere af sine venner for at høre, hvor man kunne købe sukker. Det er normalt ikke mændene, som handler ind og laver mad her, så selvfølgelig vidste han det ikke selv. Straks havde vi sat flere mænd i arbejde, og efter 5 minutter ville en af hans venner komme og hjælpe os. Det lykkedes os dog til sidst at få fortalt, at det godt kunne vente til mandag. 

Mandag gik vi på rov igen. Gik fra den ene butik til den anden og blev guidet frem og tilbage. Pludselig stod der over 10 mennesker rundt om os, nysgerrige for at høre hvad problemet var og for at hjælpe. ”Vi skal bare have sukker…”, var hvad problemet var, men ingen kunne hjælpe os. `Utroligt, at det skal være SÅ svært at finde sukker´, tænkte vi, lige inden en venlig sjæl pegede os ind i et halvlukket lokale, hvor tonsvis af sække sukker ventede på os. Åbenbart stedet, hvor man køber sukker i Chencha. En halv time senere vidste hele byen, at vi havde været ude at købe sukker. Rygter spredes hurtigt her!

Marmelade: Det var endnu ikke lykkedes for os, at finde marmelade til vores pandekager i Chencha, så da vi ikke havde noget at give os til mandag, tog vi bussen til Arba Minch, en større by ca. 40 km ned af bjerget. Den bustur kræver næsten sit eget blogindlæg, for det var ikke lige sådan at komme på bussen:

Har ikke lige noget billede af pandekage-bagningen,
men saadan ser det ud naar der laves popcorn.

Vi havde fået at vide, at bussen først ville køre, når den blev fuld, men efter at have ventet i 1½ time, var der mennesker nok til at fylde mindst 4 busser. Det er få biler man ser om dagen her i Chencha, så lige så snart vi hørte et køretøj, løb alle folk ud på gaden og kunne til deres store skuffelse konstatere, at det bare var en lastvogn. Da bussen så endelig kom trillende ind, stormede alle folk derhen og flokkedes om døren, så passagererne fra Arba Minch ikke havde en chance for at komme ud. I sådan en situation er det godt at være hvid, for man kan hurtig få sig nogle venner, som gider sætte livet på spil for at mase sig gennem flokken for at sikre os en plads. Så mens vi trak os lidt tilbage og håbede på, at vi havde folk til at sikre os en plads, kunne vi overvære intet mindre end tre politimænd der med vold og magt, prøvede at skabe ro og orden. Da vi endelig fik klemt os ind i bussen og havde fået plads, kunne vi sidde og se på, at de resterende folk grædende tikkede om at få plads. Men det var ikke hvem som helst der kunne komme ind, for man skulle i hvert fald helst være gode venner med chaufføren eller have en god undskyldning for at komme med. Så med dårlig samvittighed sad jeg så der og tænke ved mig selv, at mange af de grædende kvinder sikkert havde et mere livsvigtigt ærinde i Arba Minch end os, der bare skulle ned
og nyde en dag i varmen og købe marmelade…

Marmeladen blev købt og efter en god dag i Arba Minch, var vi mandag aften klar til afslutningen på ”projekt pandekager”. Med alle vores udfordringer og kampe for at nå dertil, var det værst tænkelige at strømmen skulle gå. Det gjorde den heldigvis ikke! Ingredienserne blev rørt sammen, pandekagerne bagt i gryden, spist med sukker og marmelade - og ja, hvilken succes!