Mødet med flinke mennesker, flere kulturer og flotte dyr

Selvom jeg er langt væk hjemmefra, og Frederik er den eneste jeg kan snakke dansk med til hverdag, har det alligevel lykkedes os, at få nogle danske kontakter her i Etiopien. Normalt når man møder andre hvide her, bliver man meget interesseret i, hvad vedkommende dog laver her, og man føler sig nærmest forpligtet til hilse på og til at snakke til dem. Men når man derimod møder andre danskere, er en hilsen og en samtale bare ikke nok, - man bliver man nød til at ses igen. Dét at møde nogle nye mennesker er ofte en udfordring hjemme, fordi det kan være svært, at finde noget man har tilfældes og noget at snakke om. Her i Etiopien har vi mødt op til flere andre danske volontører og missionærer. Mennesker som af en eller anden grund er endt i det samme Afrikanske land som en selv. Mennesker som jeg muligvis aldrig ville have mødt, hvis det ikke var for Etiopien, og mennesker som man kommer til at holde af, fordi det minder én om alt det derhjemme, om Danmark. Umiddelbart ville vi ikke have noget tilfældes, men netop fordi vi er så langt væk og fordi vi alle er danskere og laver et stykke arbejde her i Etiopien, har det været utroligt let, at falde i snak og få nogle oplevelser sammen.

For et par uger siden fik vi et nummer på en dansk kvinde, som er missionær nogle hundrede kilometer fra hvor vi bor. Vi kendte hende ikke, og vidste hverken hvem hun var, hvad hun lavede i Etiopien, eller hvad vi skulle snakke med hende om i telefonen. Men et telefonopkald senere havde vi pludselig et nyt bekendtskab og et nummer på endnu en dansk volontør. Som sagt går snakken jo let, og halvanden uge efter mødtes vi med to andre unge volontører i Arba Minch. Helene fra Danmark og Therese fra Norge var de to piger, som vi skulle tilbringe de næste to weekender sammen med. Vi kendte dem ikke, så det kunne jo gå hen at blive nogle hårde weekender. Heldigvis gik det rigtig fint, og som sagt gik snakken jo lystigt, og vi havde nogle gode dage sammen.

Destinationen den første weekend var Jinka, en mindre by ca. 300 km sydvest fra Chencha. Her boede vi nogle dage og tilbragte tiden sammen med to danske, kvindelige missionærer. Den første dag kørte vi af sted, tæt klemt sammen i en bil, langt ud i ingen ting. Og det er ikke overdrevet, for når man har kørt 1½ time på grusvej og derefter drejer ind til venstre af noget der ligner en mellemting mellem en skov og en afrikansk slette, hvor man kun kan se sporene fra én anden bil, kører der en halv times tid uden nogen form for by eller anden destination i sigte, så er man langt ude! Til sidst viste den lille landsby sig så, som vi kørte efter, og lige så langt ude, som vi var, ligeså primitivt levede de der.

Saadan boede de ude i landsbyen.

Dagens hoest.

Folk i så lidt tøj som muligt boede der i små hytter uden væge og levede primært af majs og hirse. Mens de mindste børn lå under myggenet og sov og de lidt ældre legede i sandet, var det et fælles projekt for landsbyens kvinder at få lavet mad. Nede fra majsmarkerne kom mændene gående og snart var vi klar til at indvie den nye kirke. Rettere sagt en plads, som var overdækket med majsplanter. Indbyggerne i landsbyen har tidligere haft en eller anden form for stammereligion eller gammel traditionel afrikansk religion, men er for nylig blevet omvendt til kristne. Efter et kristendomskursus var de da klar til at blive døbt. 42 mennesker blev i løbet af gudstjenesten døbt, og den halvdel, der havde færdiggjort kurset, fik lov at gå til nadver. Det var utrolig dejligt at se, at så mange havde fundet mening i Kristendommen, men mindst lige så interessant synes jeg, det var at opleve, hvor anderledes folk kan leve, sammenlignet med det jeg indtil nu har oplevet som primitivt. Ingen råbte ”feringe” efter én eller tikkede, for de havde muligvis aldrig set udlændinge før eller haft særlig mange birr mellem deres hænder før. Alt virkede så roligt og harmonisk og der var ingen materialisme, som vi kender det.

En af landsbyen drenge. Ja, der var meget stoevet!

Smuk solnedgang paa vej til Jinka.

Da jeg kom til Addis Ababa i august, troede jeg, at dét var sådan Etiopien var. Da jeg kom til Chencha i september, oplevede jeg så, at der er stor forskel på livet i byen og livet på landet, og at folk virkelig lever et andet liv end det jeg kommer fra. Efter denne weekend måtte jeg endnu engang revidere min forestilling om, hvor forskelligt vi mennesker rent faktisk kan leve, og hvor ulige forhold vi lever under. En ting er, hvordan vi vælger at leve livet, en anden ting er, hvor i verden vi er født og hvilke traditioner og normer der er bundet til dette sted. Det er nemlig også med til at forme hvem vi er.

Dagen efter vi havde besøgt den lille landsby, tog vi til Turmi, en anden by i området som er hovedbyen for Hammarstammen. I dag er Turmi forvandlet til en turistby, så mange folk lever af, at turister gider betale penge for, at få taget billeder med dem. Det var lidt overvældende, pludselig at blive set på som turist, når man til hverdag lever og arbejder på næsten lige fod med de lokale. Der er omkring 40.000 hammerfolk tilbage, og det karakteristiske ved dem er primært kvindernes hår, som er lavet af en blanding af mudder, afføring fra køer og en rødglødende farve, som virker tiltrækkende på mændene. Som alverdens andre stammer, har de nogle meget signifikante traditioner og ritualer, som adskiller sig meget fra alle regler og normer fra vores kultur. Planen var, at vi skulle have set en af dem, nemlig deres ”Bull jumping”, som er en del af en manddomsprøve, hvor manden skal løbe over nogle blod-indsmurte køer, mens hans søster bliver pisket. Det lyder meget bizart, og er i dag måske mere opstillet for turister end som tradition? Vi ramte den forkerte dag, men det var måske fint nok, for det lyder ikke særlig rart at se på!       

         

Vi så også en del stammefolk udenfor Turmi og besøgte også en lille landsby hvor nogle af dem bor, så selvom meget af området i dag er præget af turisme, var det stadigvæk vildt fascinerende at se, hvor anderledes en kultur andre folk i verden er blevet sat i, end den jeg er. En anden ting jeg har lært af vores tur til Jinka er, at Etiopien ikke bare byder på bylivet, som det er i Addis, eller på det landlige Chencha, men at Etiopien er et kæmpe land med mange mennesker, som lever hver sit liv i tusinder af forskellige kulturer. Og når man har været derude på kanten og se, hvor godt man stadig kan have det, kan man ikke undgå at lade sig fascinere!

En hamarkvinde i Turmi.

Faellesbillede med nogle unge hamarpiger.

Sidste weekend var Frederik og jeg sammen med Helene og Therese igen. Denne gang stod den ikke på endnu et nyt kultumøde, men på et møde med en ny side af naturen. Omkring Arba Minch ligger nationalparken Nech Sar, og jeg havde længe set frem til at skulle på safari. Nu skulle det endelig ske! Det meste af turen foregik i båd, hvor vi bl.a. så krokodiller, hovedet af nogle flodheste, en kæmpe flok pelikaner og andre flotte fugle. På den anden side af søen gik vi på land og så en masse zebraer, også et virkelig flot dyr! Så efter at have set de vilde dyr ude i den vilde natur, er jeg færdig med Blåvand Mini Zoo.
Jeg fik desværre ikke skudt en zebra, så jeg kunne få skindet med hjem, men i stedet fik jeg skudt en masse flotte billeder med min ”dræber linse”, som Frederik har navngivet min store kameralinse. Her er nogle af dem:

Flodheste der kommer op til overfladen for at faa luft.

Farlig, farlig krokodille

Jeg husker ikke navnet paa denne fugl, men flot er den da!

"Hej hr. zebra, hvad gjor du paa"

Safari-truppen.  Helene, Therese, Frederik og jeg.

Alt i alt, har det været nogle spændende ture, med en masse oplevelser og erfaringer til bagagen og ikke mindst nye bekendtskaber. Nu er vi tilbage til arbejdet og hverdagen i Chencha, hvor her er så koldt i forhold til Jinka og Arba Minch!!