Vores sydetiopiske eventyr

Nu har vi været i Chencha i over tre uger og vi er efterhånden begyndt at falde mere og mere til. Vi kan mærke, at vi rigtig er kommet ud på landet i et lokalsamfund, hvor alle kender alle. Det betyder bl.a. at man skal huske, hvem man skal hilse på, på gaden. Dvs. kirkelederne, folk man har besøgt, drengene og de ansatte fra multicenteret osv. Man kan nemlig godt få sig en tendens til, at ignorere al den kalden og råben efter en, som der er. Når man så møder et kendt menneske, er det også vigtigt, at huske på de amhariske gloser og sige og svare det rigtige. Lidt en udfordring, fordi lokalbefolkningen jo snakker stammesproget gomania. Så for os virker det som om, det er noget forskelligt hvad de siger fra gang til gang, eftersom de muligvis blander og skifter mellem de to sprog. Man skulle også tro, at folk vidste efter tre uger, at vi bor her, men når man skal købe bananer på markedet, samles der stadig en stor flok mennesker rundt om os, for at se hvad det dog er vi laver.

Der saelges bananer paa markedet.

Der er marked i Chencha tirsdag og loerdag.
Eneste chanche i ugen for at faa frugt og groent.

Endnu et billede fra markedet. Der er flere hvor de kommer fra. 

Når man går på gaden sker det også, at vi bliver inviteret hjem til kaffe ved folk. Ofte ved vi ikke hvor værten bor, og så er det ikke så nemt at besøge dem. Vi havde mødt nogle unge piger en dag, som havde inviteret os og som vi vidste hvor boede, så da vi en eftermiddag havde tid, gik vi bare hen til deres hus og bankede på. De kunne selvfølgelig ikke andet end at byde os indenfor og straks gik den ene af pigerne i gang med at gøre klar til kaffe-ceremoni. Først fik vi serveret gålå, som er ristede hvedekerner der spises som snack. Så gik hun i gang med at tænde op i det lille bålsted hvor hun ristede de grønne kaffebønner over. Kværnede dem derefter med håndkræft, kogte vand og lavede kaffen til sidst. Normalt er jeg på ingen måde kaffedrikker, men den traditionelle, etiopiske kaffe smager faktisk overraskende godt. Det var lidt en komisk situation at banke på en fremmed families dør, byde sig selv på kaffe og derefter sidde 1½ time i stilhed, da de ikke var så gode til at snakke engelsk, og vente på, at kaffen blev færdig. Men nu har vi prøvet det, og det er på sin vis også meget hyggeligt og spændende, at se hvordan folk bor rundt omkring og ikke mindst en del af kulturen.  

Et billede af byens hovedvej

Hvad sprog angår, er vi kommet lidt i gang med at blive undervist i de amhariske bogstaver. Der er 33 x 7 tegn og variationer og jeg er efterhånden kommet halvvejs med at lære dem… Så må vi se, om vi lærer at snakke amharisk bagefter? Men indtil videre kan man i det mindste nemt imponere folk med de bogstaver og få ord man kan. Den generelle kommunikation er heller ikke blevet nemmere, da engelsk er tredje sproget for lokalbefolkningen. Men med kropssprog og en blanding mellem engelske og amhariske ord går det og heldigvis kender vi nogle stykker der snakker fint engelsk som kan oversætte.

Mig og udsigt ud over landskabet her ved Chencha

Indtil videre har det meste af vores arbejde gået med at sætte aktiviteter i gang på det nærliggende Multi Purpose Center som WSG/HCE har her i Chencha. Centeret foregår primært som kontor, men også som opholdssted for en række af byens unge. Der er bl.a. en cafe og plads til at lave forskellige aktiviteter. Organisationen laver en del arbejde med kvinder, hvor de giver dem hjælp til selvhjælp, så vores opgave er, er at lave noget med de unge - primært drenge. Der er flest om eftermiddagen og for det meste sidder de bare i cafeen og spiller Dam eller spiller bordtennis. Derfor har vi bl.a. haft kortspil med, så vi har spillet UNO, SKIBO, FJOLS osv. Derudover er der en volleybane, så når vejret har været godt, har vi taget en match. Vi har også spillet ultimate og prøvet at lege nogle forskellige lege med dem. Det med lege blev lidt en udfordring. Det virkede ikke som om, at det var noget de havde prøvet før, og de havde svært ved at forstå, at det bare var en leg og ikke en sport. Aldrig er ninja-legen blevet udført med så avancerede bevægelser (flere af drengene går nemlig til karate i fritiden). Interessen for at lege var heller ikke så stor, så man skulle hele tiden være et skridt foran, og klar på at igangsætte en ny leg, når de pludselig efter 10 minutter ikke gad den leg længere. Efterhånden som vi legede, kom der også flere og flere børn og legede med. Til sidst var det kun børn under 8 år og der var bare mange af dem! De forstod af gode grunde ikke hvad jeg sagde til dem, og det blev hurtigt en udfordring at forklare reglerne. Jeg prøvede på bedste vis, alene mig, at demonstrere, at i fangeleg er det ikke godt at blive fanget. Men da jeg løb væk fra dem, fik jeg bare 20-30 børn løbende efter mig. Kædetagfat er heller ikke nogen god leg at lege, slet ikke når man udnævner sig selv til at være fanger, for samtlige børn vil jo holde hende den hvide i hånden…

Soede piger der var vilde med at faa taget billeder.

Det er stadig lidt udfordrende at finde på, hvad vi skal lave med de unge om eftermiddagen, men vores næste projekt er at få samlet nok tomme, 2 liters vandflasker sammen, så skal bruges som stave til at spille hockey. Så det er med at være kreative og generelt virker det som om, at de unge er glade for, at der bare sker noget ud over det sædvanlige.

Formiddagene har indtil videre været lidt tomme, men fra og med i morgen er det meningen, at vi skal undervise en 1. klasse i engelsk to formiddage om ugen, så det bliver lidt spændende. I stedet har vi indtil videre haft muligheden for, at se området, naturen og flere skoler. WSG/HCE har over 100 speed-schools rundt omkring i området. Hver skole har en klasse med maksimum 25 elever mellem 9 og 11 år, som af forskellige årsager ikke er kommet i skole da de var 6, eller er droppet ud. I løbet af et år, sørger speed-skolen så for, at de bliver klar til at starte i 4. klasse i en almindelig folkeskole året efter. Dvs. at de tager 1.-3. klasse på ét år. Det er to af disse skoler vi har besøgt, hvor vi har sunget et par sange og leget med eleverne. Eleverne er rigtig søde, og det virker til at være et virkelig bæredygtigt og godt projekt, eftersom eleverne højest sandsynlig ville være blevet analfabeter, når de blev voksne, hvis de ikke havde fået dette tilbud.

Naturen omkring Chencha er også virkelig smuk! Regntiden er næsten ovre, så alt er så grønt og frodigt. Det regner dog stadig en del, så det giver nogle mudrede sko og bukser, når man går udenfor, for efter en byge er der mudder overalt! Men når vejret har været til det, har vi været oppe på nogle fine udsigtsposter og ved et stort, flot vandfald. Når vi er rundt med etiopierne ender vi stort set altid på en cafe. Det er åbenbart sådan man gør her, og der man hænger ud. Så udover den kop te vi får serveret efter hvert måltid i gæstehuset, bliver det også næsten altid til mindst et cafebesøg om dagen.

Smuk natur!

Fra vandfaldet, rigtig idylisk sted hvor jeg for foerste gang saa to aber

Tiden og strukturen er stadig en meget variabel størrelse her, for en regnbyge, powercut eller manglende mobildækning kan hurtigt spolere en hel dags planer. Derfor er det sjældent, vi ved hvad dagen bringer, når vi vågner om morgnen.