Balloner, slikkepinde og masser af kindkys

”Goodbye Henni, goodbye Henni”. Ti børn kommer løbende med en slikpind i den ene hånd og en ballon i den anden, krammer mig og får hevet mit hoved ned i en højde, så de lige nøjagtig kan nå til at kysse min kind.

Der siges farvel og gives masser af kys

Sådan en afsked fik jeg i fredags, da Frederik og jeg sagde farvel til de elever, som vi de sidste 3-4 uger har undervist her i Chencha. Det er ikke fordi, det er særlig lang tid, vi har været sammen med dem, men alligevel var det helt vemodigt at sige farvel, fordi det har været rigtig spændende og sjovt at være sammen med dem, på trods af, at jeg ikke har nået at lære en eneste af deres navne at kende. Vi har også lige netop nået at opleve, at eleverne ikke bare er bange for os - som de var starten, men at de også kan være frække, skal prøve os af og skal sættes lidt på plads.

Vi har undervist eleverne i engelsk to lektioner hver formiddag fra mandag til fredag, skiftevis mellem klassetrinene fra børnehaveklasse til 4. klasse. Skolen vi har arbejdet på, tilhørte kirken og er en lille privatskole hvor der maksimum var 16 elever i hver klasse. Så det har virkelig været luksus, ikke at skulle holde styr på flere, da det er normalt at være op imod 60 elever i hver klasse i en almindelig folkeskole.

Selvom vi kun underviste 10-16 elever, har der været flere udfordringer, som vi de seneste uger har stået overfor:
Først og fremmest er der ikke mange hvide mennesker, oppe i det område hvor vi bor. Så især de mindste børn var i starten meget generte og måske lidt skræmte over de to høje, bleghvide personer, der stod overfor dem.

Dernæst har det ikke altid været lige nemt at kommunikere med eleverne. For at snakke engelsk til børn under 10 år, er ligesom at snakke til dør. Så nogen gange har vi overvejet bare at slå over i at snakke dansk, for det kunne jo være det samme. Ellers har vi forsøgt at gøre øvelserne så enkle, at forklaringerne kunne gøres med demonstrationer, eksempler og almindelig kropssprog. Men der er virkelig ikke noget at sige til, at de har haft svært ved at forstå os. For det første er engelsk deres 3. sprog, og for det andet har de alle tre fag helt fra 1. klasse, og jeg ved selv, hvor svært jeg havde ved, at lære et nyt sprog da jeg kom i 4. klasse.

Så vi fik lært os selv, at undgå alle former for fyldord og absolut kun lave de mest nødvendige fagter, for konsekvensen kunne fx være, at hele klassen stod og bevægede deres hænder op og ned, efter at vi med de samme fagter havde sagt: ”sit down, please”. I børnhaveklassen legede vi ”Skorsten” en dag. Legen hvor man på skift skal op og gætte i hvilken hånd, personen fra det andet hold gemmer kridtet i. En meget simpel leg, men de mindste børn troede det var en boksekamp, og stod i stedet overfor hinanden, begge med knyttede hænder og gjorde klar til kamp. Så de kopierede virkelig alt hvad man gjorde, og gentog alt hvad man sagde, for det var de vant til at skulle gøre.

Dertil har det naturligvis også været en udfordring, at finde det rigtige niveau til den rette klasse. Så sommetider har vi genbrugt lidt og opdaget, at nogle ting bare fungerede bedre i 4. klasse end i 3. klasse - og omvendt. Den sidste halvanden uges tid, oplevede vi for alvor hvor frække sådan nogle børn også kan være og flere skulle lige prøve os lidt af og teste vores grænser, hvor langt vi ville gå.

Oevelse med to be

På nogle måder var skolen mere striks end den jeg har gået i. Eleverne var opdraget til at rejse sig, når der kom nogen ind ad døren, og når læreren (eller os) kom ind til en ny time, kørte remsen: ”Good morning students” - ”Good morning teacher” -  ”How are you?” - ”We are fine, thank you, how are you?” - ”I am fine too, thank you. Please sit down.” Hver morgen blev flaget hejst og nationalmelodien sunget og mandag morgen ved flaghejsning, blev der også tjekket, om eleverne havde fået klippet og renset negle. Hvis ikke, fik de et lille rap over fingrene med en pind. Ikke hårdt, bare et symbolsk slag. Så imens jeg diskret puttede mine egne halvbeskidte hænder i lommen, overvejede jeg lige, hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg kom ud for at skulle straffe en af eleverne. For at slå dem, ville jeg i hvert fald ikke! Heldigvis blev jeg hverken bedt om at slå nogen eller var ude i en situation, hvor det i etiopisk skolestil skulle have været nødvendigt. I stedet satte jeg mig en enkel gang halvt på skødet af nogle af drengene, som ikke kunne blive siddende på deres pladser.

I vores undervisning fokuserede vi meget på, at komme uden om for meget tavleundervisning. I stedet lavede vi nogle kreative øvelser, opgaver og konkurrencer, hvor der blev snakket lidt mere og hvor kroppen også kom i spil. Dvs. vi sang en masse sange med fagter til, som fx ”Yogi-Bear”, ”Head and Shoulder” og ”When the Saints go Marching in”. 

"Head and shoulder..."- altid et hit!

Som en afskedsgave havde vi balloner og slikkepinde med til dem, hvilket de selvfølgelig blev rigtig glade for. Jeg synes, det har været super spændende at få lov at undervise og lave nogle anderledes ting med eleverne, end de højest sandsynlig er vant til. Sådan som der blev sagt farvel, virkede det også til, at både elever og lærere var glade for den korte tid, som vi var på skolen i.

På mandag går turen atter tilbage til Addis, og så må vi se, om afrikaeventyret stopper der, eller om vi får lov at blive lidt længere, og hvad vi så kommer til at lave. Det har i hvert fald ikke skræmt mig væk, det med undervisning!     

Balloner og slikkepinde faldt i god jord!