Vi sulter i hvert fald ikke her i Afrika!

Tiden her i Chencha render efterhånden ud, og det betyder bl.a., at vi her den sidste uge har været på forskellige besøg ved folk, som vi på en eller anden måde har haft kontakt til den sidste måneds tid. Det betyder meget for folk at få besøg, kan man mærke, og de vil glædeligt vise deres hus og familie frem. Det er bestemt også spændende, at se hvordan de lokale bor, og man får også et andet syn på deres hverdag, liv og familieforhold, ved at besøge dem privat. Men… det er altså hårdt at være på besøg nogle gange. Især for maven, for der er mad nok, og man får ikke lov at stoppe med at spise, selvom man for længst er blevet mæt.

Her er en lille historie fra et typisk besøg:

Udefra ligner alle husene hinanden, så vi er glade for, at vi er blevet hentet af ham vi skal besøge. Døren i stakittet ind til familiens grund er ikke lavet til sådan nogle høje danskere som os, så Frederik slår hovedet i hegnet som sædvanligt.

Vi kommer ind på grunden hvor der er en lille køkkenhave med grønsager til familiens egen forbrug og en masse falske bananpalmer (kaldet inset). Derudover er der sådan et udendørs, overdækket køkken, som de nu engang har, og denne familie har også en traditionel hytte, hvor dyrene og bålet er. Selve stuehuset er lavet af ler og er malet turkisblåt. Som alle husene er bygget, går man udefra direkte ind i dagligstuen, hvor der er nogle hårde sofaer, et bord, en skænk med fjernsyn og som regel også en seng eller en madras.

Den traditionel hytte som stod i deres have

Almindelig hus

Straks bliver fjernsynet tændt og musikken det samme. Så i en blanding af spirituel musik fra anlægget og lyden fra den nigerianske evangelist fra fjernsynet, bliver vi placeret i ”gæsternes sofa” - den plads, hvor der er bedst udsyn til fjernsynet. Kort efter kommer moderen ind i stuen, hilser på og går så ud i køkkenet igen for at forberede mad. Det er derfor klart en fordel, at besøge en af drengene, får så kan han få lov til at blive siddende sammen med os og snakke. Var det derimod en pige vi besøgte, ville hun være smuttet ud i køkkenet igen for at hjælpe, og så kunne vi sidde der og glo. Men der er også meget at kigge på, når man sådan er på besøg. Væggene og bordene er fint dekoreret med plastikblomster, bibelcitater på amharisk og papirspynt, som det vi pynter op med til nytår i Danmark og ikke mindst billeder af alle dem fra familien, der er blevet færdige på universitet.

Moderen kommer nu ind med de første skåle mad. Appelsiner, bananer, brød, gålå og bønner som skal spises som snack. Der skal virkelig ikke mangle noget, så familien har også brugt deres penge på at købe sodavand til os. Madfesten kan så begynde! Til at starte med spiser man jo bare løs af de forskellige retter, men efterhånden som man er ved at blive mæt, bliver man bare nød til at spise mere. For moderen kommer ind og siger: ”blu, blu, blu”, som betyder: ”spis, spis, spis”, imens jeg i forvejen sidder og tygger på brød nummer to, og ham vi besøger, er ved at åbne banan nummer tre til mig. Derudover fylder hun et stort glas med en tyktflydende væske, som viser sig at være yoghurt med krydderi i, som bestemt ikke smager godt! Tricket er så her, at drikke mens værterne kigger væk, for så kan man skære ansigter imens.

Sodavand nummer 2 bliver knappet op og banan nummer 4 bliver åbnet, mens jeg virkelig prøver at forklare, at nu kan jeg ikke mere. Bananen for lov at blive liggende lidt, mens moderen nu er gået i gang med kaffeceremonien. Først ristes bønnerne, så bliver de kværnet og til sidst bliver vandet og kaffen varmet op. Kop nummer 1, 2 og 3 ryger ned og den stærke kaffe kan mærkes i både hoved og mave.

Som man tror der ikke kommer mere mad og at det snart må være tid til at komme hjem, kommer moderen lige mere en ny ret vi skal prøve. Nogle gange har vi efter kaffen fået enjera, men denne gang er det en kenyansk ret kaldet ”kinche”. Hvad det er lavet af, kan han som dreng selvfølgelig ikke fortælle og moderen kan ikke snakke engelsk. Men retten kan da spises og smager som en grov form for risengrød.  Men så snart en anden begynder at made mig og doserer portionen til mere end der kan være i min mund, begynder kvalmefornemmelserne. Uhøflig som jeg nu engang er, må jeg tage skeens portion af to omgange og efter 3. omgang madding sige ”bagka” som betyder ”nok” eller ”jeg er mæt”. Det er tydeligt at se på værterne, at de ikke tror man kan lide deres mad, så jeg begynder i stedet at rose den højt op over skyerne og prøver at forklare, at det virkelig var lækkert.

Det begynder at blive lidt svært at finde noget at snakke om, så vi finder Frederiks bog om Danmark frem og fortæller lidt om de forskellige slotte og andre seværdigheder, som man kan se i Danmark. Jeg finder også lidt familiebilleder og andre billeder frem og fortæller. Vores vært peger uheldigvis på et festglad billede fra en vundet volleykamp, og spørger, hvad det er for en flaske? Jeg prøver, at improvisere det bedste jeg kan, hvilket ender ud i at Asti-flasken bliver til danskvand med smag. Så til en anden gang må jeg lige sortere i de billeder lidt bedre!

Paa besoeg i privat hjem

Det bliver efterhånden snart mørkt, så det er på tide at vende næsen hjemad. Utrolig dobbeltmoralsk at være så mæt i et land, hvor der er så mange fattige mennesker. Men det er en af de fantastiske ting, der er ved etiopierne; de er utrolig gæstfrie og penge og andre materielle ting, skal ikke sætte en stopper for, at man skal behandle sine gæster godt. Det står også klart, at vi som gæster heller ikke skal få det syn på dem, at de ikke er velhavende nok. Så nu når jeg efterhånden har lært det, forstår jeg også vigtigheden af, at tage imod disse madgaver og sætte pris på deres gæstfrihed.

På vejen tilbage snakker Frederik og jeg om, at vi håber, at vores hushjælp Sister har forstået, at vi ikke skal have aftensmad den aften. For ellers skal vi til at spise igen, og jeg er propmæt!…