Det første møde med Addis

Så blev der tid til at skrive det første blogindlæg her fra Addis Ababa i Etiopien. Der er sket så meget på de få dage vi har tilbragt her, så jeg vil i de følgende 3 blogs prøve at fortælle kort, hvad der er sket indtil videre:

Tirsdag aften ved 19-20-tiden ankom vi til lufthavnen i Addis. Den krydrede lugt og de mange farvede mennesker var det første der mødte os. Det gik forholdsvist tjept med at få visum og med komme ud til vores bagage. Da vi stod i ankomsthallen, vurderede vi, at det højest sandsynligt var nemmest, hvis de der skulle hente os fandt os, i stedet for at vi ledte efter dem (vi var jo trods alt nogle af de eneste hvide i området). Men efter noget tid fandt vi frem til, at de stod udenfor lufthavnen, da de ikke måtte lukkes ind pga. sikkerhed. Det var 3 ansatte fra HCE der tog imod os, tog os med ud at spise og kørte os til gæstehuset hvor vi skal bo den næste måned.

Mit værelse på gæstehuset

Frederiks værelse på gæstehuset

Den første dag i Addis bød bl.a. på en kort rundvisning på Hope For Children og Wind Soul for Gods hovedkontor. Her så vi kontorerne, mødte folkene bag og så 40/40-projektet. Det er et projekt hvor 40 kvinder - for det meste misbrugte og tidligere prostituerede kvinder, bliver undervist i et år i bl.a. hårsætning og madlavning. Kvinderne i Etiopien har alle meget flot opsat/flettet hår, så det er et erhverv som der altid kan give arbejdspladser. Også 40 drenge får undervisning, primært i vævning. De er alle kommet til Addis for at arbejde, men er blevet snydt og har fx ikke fået mad, et sted at bo, løn osv. som de er blevet lovet. Projektet giver dem nogle ordentlige vilkår, og alle 80 får et sted at bo, mad og uddannelse gratis. Efter deres etårige uddannelse, skal de så selv betale for husleje, men kan forhåbentlig også finde sig et job.

HCE og WSG's hovedkontor i Addis

I mens vi var ved kontoret var der strømsvigt, men det sker jævnligt, så folk var meget afslappede og tog det ikke så tungt. - Et fænomen der nok ikke ville være så afslappende i Danmark. 

Vi fik desuden vekslet penge og handlet lidt ind. Der findes ikke supermarkeder i Addis, som vi kender dem. Det er nærmere små boder. Men vi fandt noget der i Danmark minder om en døgnkiosk, af størrelse, som var det største supermarked vi kunne finde. Der stod nærmest en ekspedient ved hver hylde, og da vi kom med vores 10 varer, fik vi skabt en lang kø, fordi det hele skulle skrives ned i hånden og regnes ud på lommeregner. - Normalt køber man åbenbart ikke ”så mange varer” af gangen.

Første måltid: pasta, tun på dåse, gulerødder og ketchup

Måden vi kom rundt, og fortsat vil komme rundt på, er i blå mini-busser, som først kører når de er fulde. Der er sæder til 12 i sådan en bus, men bussen er først fulde når der er + 20 passagerer i den. Så man sidder godt tæt, og de fleste busser ligner nogle der kan falde sammen, hvornår det skal være. Men prisen er kun ca. 1 kr. for at komme rundt, så det er den billigste måde. Det er svært at se noget ud af bussens vinduer, men tak for det, for det er med livet som indsats at køre rundt i Addis, hvis man spørger mig!! Der er inden lyskryds og ubetinget vigepligt kender de ikke til. Cyklister er der absolut ingen af (heldigvis!) og der bliver dyttet af fodgængerne når de går over noget der ligner et fodgængerfelt. Faktisk er der generelt bare meget trafik (især disse minibusser) og folk på gaden.

I gadebilledet mødte mange etiopiske børn os med smil og vink, men der er generelt også rigtig mange der tikker og vil sælge os diverse ting og sager. Det hele er meget anderledes, slidt, forfaldent og fattigt, og de mange indtryk og den tynde luft gjorde os meget trætte de første aftener.