Hjemme igen: tid til refleksion og eftertanke

13 timer i et fly og så befinder man sig pludselig i Danmark igen. Fra at komme fra 20 graders varme og efter 4 måneder spækket med oplevelser, nye indtryk og en masse erfaringer og bekendtskaber rigere, dumpede jeg ned i kolde Sig i sidste uge, hvor alting fuldstændig lignede sig selv og intet havde ændret sig. En mærkelig følelse nu, en uge efter hjemkomst, at tænke på den hverdag som jeg lige har forladt og de mennesker jeg har sagt farvel til og på en måde har efterladt.

Klar til afrejse og farvel og på gensyn til Katharina fra Tyskland.

Meget har jeg oplevet og mange udfordringer og nye ting har jeg skulle bide i mig, og på hver sin måde bearbejde med mig selv. Nogle af de ting jeg har lært, er bl.a. at være toldmodig. I starten ville jeg vide og forstå alting. I bund og grund var jeg nok bare nysgerrig, men i løbet af de sidste fire måneder, har jeg fundet ud af, at man ikke lærer en kultur at kende den første dag, man træder ind i den. Mange ting og informationer kom ligesom til mig i løbet af tiden. For selv efter fire måneder er der stadig meget jeg ikke ved og ikke forstår, men jeg er i hvert fald blevet klogere end den første dag.

En anden ting jeg bed mærke i, var måden jeg til at starte med, tog meget afstand fra det der var anderledes. Jeg havde en forventning om, hvordan tingene var og at der selvfølgelig var ting der var anderledes. Alligevel kom det bag på mig, at jeg lukkede af, for det der lå for langt væk fra det kendte. Her tænker jeg bl.a. på kirken. Fra folkekirken i Danmark er jeg ikke vant til dæmonuddrivelser, auktioner, større indsamlinger, profeter og helbredelser, og det var nogle af de ting jeg slet ikke kunne forholde mig til i starten. I samarbejde med Frederik og andre folk, fik vi snakket om de ting der kom bag på os, og med tiden fik jeg vendt de ting jeg i første omgang tog afstand til, til noget positivt. Fx undrede det mig lige pludseligt, hvorfor vi i Danmark sidder med foldede hænder og med benene krydset, frem for at stå op, klappe i takt til musikken og danse med. Jeg har lovet min far, ikke at rejse mig op under gudstjenesten juleaften og danse rundt, men de ting jeg har set og som forargede mig, fik jeg lært at se som kulturforskelle og ikke som direkte dårlige ting.

”Tingene tager bare længere tid i Etiopien”, var ofte noget vi sagde til hinanden, når vi var frustreret over enten ikke at have nået det, vi gerne ville nå den dag, eller hvis en etiopier skulle ordne noget, og det bare tog langt længere tid, end hvad vi syntes det burde have gjort. Trafikken var også ofte et kaos, med trafikpropper og minibusser der ikke ville samle os op, så aftaler blev ofte udskudt. Vi skulle pludselig også selv til at handle ind, lave mad, vaske op og vaske tøj. Ting jeg må indrømme, jeg lidt nemt springer over her hjemme ved mor og far, så det skulle der også sættes tid af til. Når man ikke bare kan gå i ét supermarked og købe alt, men må til grønthandleren, bageren, slagteren osv., tager det også tid. Heldigvis er den etiopiske mentalitet så bare, ”at det man ikke når i dag, det når man nok i morgen”, så når nettet var dårligt, der ikke var strøm eller vand, måtte vi fatte os denne mentalitet og være toldmodige. Dertil lærte jeg også at gøre tingene mens muligheden bød sig: gå i bad og vaske tøj når der var vand, lade telefonen op når der var strøm og skrive hjem når der var mobilforbindelse.

Vi brugte mange timer på kirkebænken, på scenen til diverse konferencer og ved hjemmebesøg. Når man ikke forstod hvad der blev sagt, og hvad der skete, kunne tiden godt gå lidt langsomt. Så igen måtte vi fatte os med toldmodighed og udnytte tiden på at læse i biblen, skrive dagbog (de forstod jo ikke, hvad man skrev, og de troede nok bare jeg skrev noter…), trille tommelfinger, reflektere eller hvad man nu ellers lige kunne finde på. Specielt i Chencha, hvor der i fritiden ikke var så meget at give sig til, fik vi da også tiden til at gå med diverse kortspil, film og gode bøger.

Her hjemme i Danmark er der ikke mange minutter man sidder stille og bare lytter eller venter. Der er run på! Måske især fordi jeg er dumpet ned i denne stressede juletid, mærker jeg denne travlhed, hvor man helst skal nå så meget som muligt på én dag. I Etiopien var der mange dage, vi troede, at vi havde planlagt, men ofte endte de helt anderledes end vi havde regnet med. Der kom altid noget i vejen, noget mere spændende op, eller så nåede man bare ikke det hele. Jeg lever stadig lidt med den afrikanske mentalitet, hvor jeg tager dagen som den kommer, og når det jeg nu når. Men kender jeg mig selv godt nok, så ved jeg, at jeg efter jul falder tilbage til den stressede hverdag, hvor alt bliver planlagt ned til hvert minut.    

Selvom de først fejrer jul den 6. januar i Etiopien, fik vi alligevel taget lidt forskud på julen med pebernødder...

... og risengrød sammen med Simon, dansk volontør fra DEM.

Tidligere skrev jeg om, at vi blev behandlet som V.I.P. Vi fik meget opmærksomhed, folk kiggede, og bogstavelig talt banede de vejen for os, når det var svært at komme til. Jeg ved godt, at mange af dem der har taget hånd om os i Etiopien, ikke læser med her, men jeg vil alligevel gerne sige tak, for den gæstfrihed og den gode modtagelse vi fik. Min bekymring var stor, da jeg engang i september sad i bussen på vej til Chencha, men takket være en flok behjælpelige mennesker, faldt jeg til ro og på trods af at være så langt væk hjemmefra og være så langt væk, fra alt der i min verden var normalt, kunne jeg alligevel føle mig hjemme. Den gæstfrihed de mennesker har og den måde de lægger alt fra sig, for at tage hånd om deres gæster, vil jeg sendt glemme og så vidt mulig prøve at huske og lære mig selv.  

Nu har jeg været volontør i Etiopien, men hvad har jeg egentlig gjort, og gjorde jeg nok? Har jeg gjort en forskel og vil jeg blive husket? Det er nogle af de spørgsmål, men nu sidder tilbage med i Danmark. I mit første blogindlæg skrev jeg ”Herre, gør mig til redskab for din fred!”. I troen på Gud tog til Etiopien med håbet om at kunne gøre bare en lille forskel i et udviklingsland. I troen på Gud er jeg nu tilbage i Danmark og er blevet klogere på mange ting, har mødt mennesker, der har vist mig deres kærlighed og åbnet sig op overfor mig, ved bl.a. at fortælle mig deres historier. Jeg kan ikke vide, om jeg har gjort en forskel, eller om jeg bare var endnu en volontør der skulle ud at rede verden, men en af drengene sagde til os den sidste dag, at han var glad for, at vi bare havde været der, som en søster og en bror for ham. At vi havde lyttet til ham og snakket med ham, som var vi bare gode venner.

I Johannesevangeliet kap. 15, v. 12-13, står der:
”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv for sine venner.”

Alle os mennesker, lige gyldig om vi bor i Etiopien eller i Danmark, om vi har boet på gaden, eller er opvokset i en tryg familie, så er vi skabt af Gud, og for ham er vi alle lige. Derfor skal vi vise respekt og omsorg for vores brødre og søstre - også ude i verden. Så det betød meget for mig at få at vide, at vi havde opnået det! Og selvom det er svært at se hvad man lige præcis gjorde, tror og håber jeg alligevel, at jeg har rørt nogen, lært dem noget eller i hvert fald fået et smil frem nogens læber.

Det er et fattigt land med mange udfordringer, jeg lige har sagt farvel til. Men de har en menneskelig varme, en måde at udtrykke sig på og en stærk tro, der er misundelsesværdig, ting der for mennesker er ligeså vigtig, som at have en sund økonomi. Vi har en tendens til at tro, at vores land er langt bedre stillet, men vi bøvler bare med andre problemer, og måske er der nogle ting, som vi kan lære af dem.
Inden vi tog hjem, fik vi at vide af lederen fra Restcenteret, at vi ikke måtte komme tilbage til Etiopien, før vi havde gjort noget hjemme i Danmark. Han vidste nemlig godt, at vi også har problemer her. Det er nemt at tage til et u-land, hjælpe i fire måneder og dernæst have noget godt til CV’et. Men hvad nytter det, når andre udfordringer ligger og venter på os herhjemme? Der er i hvert fald lidt at tænke over, men jeg håber, at jeg fremover på en eller anden måde, kan fortsætte med at gøre en forskel her i Danmark.  

Glædelig gensyn med familien i lufthavnen, som stod med flag og nissehuer.

Det har været nogle spændende og lærerige måneder, men det nu rart at være hjemme igen ved familie og venner. Der er stadig meget at tænke over og meget der ikke helt er gået op for mig endnu. Jeg har lært, at selvom man er langt væk hjemmefra, kan man sagtens få en almindelig hverdag til at fungere under de forhold man nu engang har. Jeg er glad for at have fået et mere nuanceret syn på verden og på kulturforskelle, men jeg prøver samtidig at huske mig selv på, at være ydmyg over for det, som jeg har set og oplevet, og ikke tro at det er de eneste sandheder. For jeg har kun mødt nogle få mennesker, hørt nogle enkle historier og set en brøkdel af Etiopien, så der er mange facetter jeg ikke har set og fået med.

Med de ord vil jeg gerne sige tak til Jer der har fulgt med på bloggen og ønske Jer alle en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår! 

Fejrer de Thanksgiving i Etiopien…?

Etiopien - 13 maaneder med solskin

Vi som volontører oplever en masse ting, og vi bliver på mange måder påvirket af den kultur, som vi er havnet i. Men de personer, som vi omgås med, bliver også påvirket af den kultur, som vi kommer fra. De er mindst ligeså interesseret i, at høre om der hvor vi kommer fra. Det man ofte bliver spurgt om er: hvad vores traditionelle mad er?, hvordan vores skolesystem fungerer?, om alle folk i Danmark er rige?, hvordan naturen ser ud og ikke mindst hvad forskellene på høj- og lavland i Danmark er…? Så de sidste par måneder er jeg ikke bare blevet klogere på Etiopien, jeg er også blevet meget mere bevidst om den kultur, jeg selv kommer fra.

It don't matter if you're black or white...

På Restcenteret, hvor vi arbejder med tidligere gadedrenge, har vi også snakket meget om, hvad forskellen er på mit og dit land. Men når vi skal undervise, bliver det også med danske briller på. Vi har i den tid, vi har arbejdet der, fået introduceret til flere danske undervisningsmetoder samt lege og sange som vi synger i Danmark. Flere af drengene har så men også lært at tælle til 10 på dansk. Men når en amerikansk gruppe unge volontører skal lære en flok tidligere gadedrenge om Amerikas kultur, så inviterer man dem da til Thanksgiving.

Så fejrer man Thanksgiving i Etiopien? - Almindeligvis nej! Men i år skulle være en undtagelse.

Knap 20 amerikanere har tilbragt den sidste måned i Addis, hvor de har lavet forskelligt frivilligt arbejde, og bl.a. har hjulpet til med Love Ehtiopia Festivalen. Seks af dem har de sidste par uger også været på Restcenteret. Traditionen tro fejrer man Thanksgiving den sidste torsdag i november i Amerika, og derfor havde de onsdag aften arrangeret Thanksgiving for drengene på Restcenteret. Aftenen bestod af en masse snak og leg, og når der er et kamera, kan man få meget tid og sjov til at gå med at tage billeder. Da mørket faldt på ved 19-tiden, blev der tændt bål, og lidt senere kom der mad. Stemningen var god trods af, at ingen rigtig forstod, hvad Thanksgiving egentlig var. Men alle troede i hvert fald, at bål og kartoffelmos med bønner var en fast del af denne amerikanske helligdag (hvilket jeg har ladet mig fortælle, at det bestemt ikke er!). Der blev sunget og danset til den helt store guldmedalje, og jeg hørte en af drengene sige; at næste år ville de fejre Thanksgiving igen. 

1, 2, 3 SMIIIIL!!

Sang og dans rundt om baalet sammen med drengene og amerikanerne.

Den rigtige Thanksgiving blev fejret torsdag aften i gæstehuset, og vi europærer var også inviteret med. Der blev dog ikke serveret kalkun, men vi fik overtalt amerikanerne til at bage ”pumpkin pie”, da vi aldrig havde prøvet det før. En ganske almindelig aften for os europærer, men for amerikanerne en vigtig og traditionsbundet helligdag, som jeg dog alligevel nød at være en del af.
 

Thankgiving-mad som man faar den i Afrika

Så ikke nok med, at jeg fejrede Thanksgiving for allerførste gang, jeg fejrede den også midt i Afrika, på et stuegulv sammen med folk fra fire andre lande. Så udveksling er der nok af, og det har vist sig, at jeg på denne rejse, ikke bare skulle lære om Etiopisk kultur, men også om andre landes og ikke mindst min egen.

En hel flok amerikanere

Som bonusinfo kan jeg fortælle, at hvis man rigtig skal forstå forskellene på flere kulturer, så slutter man aftenen af med, at synge ”Hakuna Matata” i kor på fire forskellige sprog!  

Love Ethiopia

Datoen siger den 24. november, men jeg går rundt i sanddaler og korte ærmer i 20 graders varme, bager pebernødder og hører julemusik. Mit forsøg på at få lidt julestemning ind i gæstehuset i Addis, hvor vi har været de sidste to uger. Det er godt at være tilbage og se alle de folk, som vi mødte sidst vi var her. Chencha har været en kæmpe oplevelse, som jeg vil prøve at beskrive på et andet tidspunkt, men vi er i hvert fald kommet tilbage til en mere moderne og civiliseret by, hvor alt er muligt, men hvor kontrasterne i særdeleshed også kommer til udtryk.

Dagligt går vi fra at besøge fine, dyre cafeer og restauranter til at snakke med tidligere gadedrenge og til at være omgivet af hjemløse og kriminelle folk. I sidste weekend blev der afholdt ”Love Etiopia Festival”, som var en kristen festival, med et program der bl.a. bestod af talere, musikere, dramatik og motorcykelstunt. Jeg gav festivalen et kort besøg og oplevede lidt det samme sus, som man kan få derhjemme, når tusinder af kristne mødes og synger sammen. Men kiggede man rundt, så var det helt almindelige, velstillede folk der var samlet. Men jeg har også mødt og set den anden side af Addis’ indbyggere: dem uden job og hjem, som kommer fra gaden.   

LOVE ETHIOPIA FESTIVAL

Heldigvis var der også lavet en festival for dem. WSG/HCE havde nemlig samlet omkring 400 folk fra gaden, inviteret dem til en mini- eller pre-festival på organisationens grund nogle dage før festivalen. Det var en broget flok vi mødte, da vi ankom. Den ene var iklædt mere slidt tøj end den anden, og man kunne tydelig se, at disse folk lever det hårde liv på bagsiden af Addis’ civiliserede byliv.

Drengene, som vi tidligere har arbejdet med på Restcenteret, mødte os med kram og highfives og kunne på skift udpege deres (tidligere) venner iblandt flokken af de hjemløse. Drengene fra Restcenteret er virkelig kommet langt nu! Flere af dem har fået en uddannelse eller er i gang, de har fået et sted at bo, nyt tøj og gode venner. Og vigtigst af alt, så har de fundet troen på, at Gud er med dem og at han elsker dem, og det har givet dem håb og drømme om en god fremtid. De er ikke længere generte over at fortælle om deres historier, men fortæller stolt, hvordan de er endt der, hvor de er i dag, hvilket også hjælper dem til at komme videre. Det var ikke bare nogen glade drenge der mødte os, det var også nogle stolte drenge, som viste overskud til, at hjælpe dem, som ikke havde fundet samme vej ud endnu.

Pre-festivalens program var en smagsprøve på festivalen, så der var også et cykelshow, sang og talere der fortalte, hvordan de havde fundet vejen ud af bl.a. misbrug - selvfølgelig til inspiration for publikum. Arrangementet sluttede af med mad. Alle ansatte, os frivillige og flere af drengene fra Restcenteret blev stillet op på en lang række, og så blev tallerkener og sodavand ellers sendt ned igennem hele rækken til det sultne publikum. Så omkring 40 mennesker fik tallerkenerne i hænderne, inden de blev serveret.

Vi fik at vide, at vi skulle passe godt på vores tasker, for selvom det var et velarrangeret arrangement, og publikum roligt sad og fulgte med i programmet, så var mange af dem jo ”fuldtidskriminelle”. Det er ikke for at dømme dem, men den slags kriminalitet, som fx at stjæle, er en hel naturlig del af deres hverdag, og måden de får deres liv til at hænge sammen på, så hvorfor skulle de ikke kunne finde på det til sådan et arrangement. Der blev da også stjålet et sidespejl til en bil. ”Det var så 120 Birr”, sagde en af de tidligere gadedrenge, der tidligere havde haft selv samme erhverv. Igen et udtryk for, hvor langt han er kommet, når han kan gøre grin med det, og tale åben om det.

Et billede fra pre-festivalen hvor alle de hjemløbe interesseret følger med i programmet.

Hele pre-festivalen sluttede af med en gospelkoncert, og forhåbentlig gik publikum hjem til hver deres eget hjørne af gaden, både mætte af mad og mætte af oplevelser og spirituel inspiration. Kontrasterne er store i Addis, og det er normalt virkelig svært at forholde sig til, men denne dag mødte de to kontraster hinanden og lagde grundlag for en god og festlig formiddag.    

Vi sulter i hvert fald ikke her i Afrika!

Tiden her i Chencha render efterhånden ud, og det betyder bl.a., at vi her den sidste uge har været på forskellige besøg ved folk, som vi på en eller anden måde har haft kontakt til den sidste måneds tid. Det betyder meget for folk at få besøg, kan man mærke, og de vil glædeligt vise deres hus og familie frem. Det er bestemt også spændende, at se hvordan de lokale bor, og man får også et andet syn på deres hverdag, liv og familieforhold, ved at besøge dem privat. Men… det er altså hårdt at være på besøg nogle gange. Især for maven, for der er mad nok, og man får ikke lov at stoppe med at spise, selvom man for længst er blevet mæt.

Her er en lille historie fra et typisk besøg:

Udefra ligner alle husene hinanden, så vi er glade for, at vi er blevet hentet af ham vi skal besøge. Døren i stakittet ind til familiens grund er ikke lavet til sådan nogle høje danskere som os, så Frederik slår hovedet i hegnet som sædvanligt.

Vi kommer ind på grunden hvor der er en lille køkkenhave med grønsager til familiens egen forbrug og en masse falske bananpalmer (kaldet inset). Derudover er der sådan et udendørs, overdækket køkken, som de nu engang har, og denne familie har også en traditionel hytte, hvor dyrene og bålet er. Selve stuehuset er lavet af ler og er malet turkisblåt. Som alle husene er bygget, går man udefra direkte ind i dagligstuen, hvor der er nogle hårde sofaer, et bord, en skænk med fjernsyn og som regel også en seng eller en madras.

Den traditionel hytte som stod i deres have

Almindelig hus

Straks bliver fjernsynet tændt og musikken det samme. Så i en blanding af spirituel musik fra anlægget og lyden fra den nigerianske evangelist fra fjernsynet, bliver vi placeret i ”gæsternes sofa” - den plads, hvor der er bedst udsyn til fjernsynet. Kort efter kommer moderen ind i stuen, hilser på og går så ud i køkkenet igen for at forberede mad. Det er derfor klart en fordel, at besøge en af drengene, får så kan han få lov til at blive siddende sammen med os og snakke. Var det derimod en pige vi besøgte, ville hun være smuttet ud i køkkenet igen for at hjælpe, og så kunne vi sidde der og glo. Men der er også meget at kigge på, når man sådan er på besøg. Væggene og bordene er fint dekoreret med plastikblomster, bibelcitater på amharisk og papirspynt, som det vi pynter op med til nytår i Danmark og ikke mindst billeder af alle dem fra familien, der er blevet færdige på universitet.

Moderen kommer nu ind med de første skåle mad. Appelsiner, bananer, brød, gålå og bønner som skal spises som snack. Der skal virkelig ikke mangle noget, så familien har også brugt deres penge på at købe sodavand til os. Madfesten kan så begynde! Til at starte med spiser man jo bare løs af de forskellige retter, men efterhånden som man er ved at blive mæt, bliver man bare nød til at spise mere. For moderen kommer ind og siger: ”blu, blu, blu”, som betyder: ”spis, spis, spis”, imens jeg i forvejen sidder og tygger på brød nummer to, og ham vi besøger, er ved at åbne banan nummer tre til mig. Derudover fylder hun et stort glas med en tyktflydende væske, som viser sig at være yoghurt med krydderi i, som bestemt ikke smager godt! Tricket er så her, at drikke mens værterne kigger væk, for så kan man skære ansigter imens.

Sodavand nummer 2 bliver knappet op og banan nummer 4 bliver åbnet, mens jeg virkelig prøver at forklare, at nu kan jeg ikke mere. Bananen for lov at blive liggende lidt, mens moderen nu er gået i gang med kaffeceremonien. Først ristes bønnerne, så bliver de kværnet og til sidst bliver vandet og kaffen varmet op. Kop nummer 1, 2 og 3 ryger ned og den stærke kaffe kan mærkes i både hoved og mave.

Som man tror der ikke kommer mere mad og at det snart må være tid til at komme hjem, kommer moderen lige mere en ny ret vi skal prøve. Nogle gange har vi efter kaffen fået enjera, men denne gang er det en kenyansk ret kaldet ”kinche”. Hvad det er lavet af, kan han som dreng selvfølgelig ikke fortælle og moderen kan ikke snakke engelsk. Men retten kan da spises og smager som en grov form for risengrød.  Men så snart en anden begynder at made mig og doserer portionen til mere end der kan være i min mund, begynder kvalmefornemmelserne. Uhøflig som jeg nu engang er, må jeg tage skeens portion af to omgange og efter 3. omgang madding sige ”bagka” som betyder ”nok” eller ”jeg er mæt”. Det er tydeligt at se på værterne, at de ikke tror man kan lide deres mad, så jeg begynder i stedet at rose den højt op over skyerne og prøver at forklare, at det virkelig var lækkert.

Det begynder at blive lidt svært at finde noget at snakke om, så vi finder Frederiks bog om Danmark frem og fortæller lidt om de forskellige slotte og andre seværdigheder, som man kan se i Danmark. Jeg finder også lidt familiebilleder og andre billeder frem og fortæller. Vores vært peger uheldigvis på et festglad billede fra en vundet volleykamp, og spørger, hvad det er for en flaske? Jeg prøver, at improvisere det bedste jeg kan, hvilket ender ud i at Asti-flasken bliver til danskvand med smag. Så til en anden gang må jeg lige sortere i de billeder lidt bedre!

Paa besoeg i privat hjem

Det bliver efterhånden snart mørkt, så det er på tide at vende næsen hjemad. Utrolig dobbeltmoralsk at være så mæt i et land, hvor der er så mange fattige mennesker. Men det er en af de fantastiske ting, der er ved etiopierne; de er utrolig gæstfrie og penge og andre materielle ting, skal ikke sætte en stopper for, at man skal behandle sine gæster godt. Det står også klart, at vi som gæster heller ikke skal få det syn på dem, at de ikke er velhavende nok. Så nu når jeg efterhånden har lært det, forstår jeg også vigtigheden af, at tage imod disse madgaver og sætte pris på deres gæstfrihed.

På vejen tilbage snakker Frederik og jeg om, at vi håber, at vores hushjælp Sister har forstået, at vi ikke skal have aftensmad den aften. For ellers skal vi til at spise igen, og jeg er propmæt!… 

Balloner, slikkepinde og masser af kindkys

”Goodbye Henni, goodbye Henni”. Ti børn kommer løbende med en slikpind i den ene hånd og en ballon i den anden, krammer mig og får hevet mit hoved ned i en højde, så de lige nøjagtig kan nå til at kysse min kind.

Der siges farvel og gives masser af kys

Sådan en afsked fik jeg i fredags, da Frederik og jeg sagde farvel til de elever, som vi de sidste 3-4 uger har undervist her i Chencha. Det er ikke fordi, det er særlig lang tid, vi har været sammen med dem, men alligevel var det helt vemodigt at sige farvel, fordi det har været rigtig spændende og sjovt at være sammen med dem, på trods af, at jeg ikke har nået at lære en eneste af deres navne at kende. Vi har også lige netop nået at opleve, at eleverne ikke bare er bange for os - som de var starten, men at de også kan være frække, skal prøve os af og skal sættes lidt på plads.

Vi har undervist eleverne i engelsk to lektioner hver formiddag fra mandag til fredag, skiftevis mellem klassetrinene fra børnehaveklasse til 4. klasse. Skolen vi har arbejdet på, tilhørte kirken og er en lille privatskole hvor der maksimum var 16 elever i hver klasse. Så det har virkelig været luksus, ikke at skulle holde styr på flere, da det er normalt at være op imod 60 elever i hver klasse i en almindelig folkeskole.

Selvom vi kun underviste 10-16 elever, har der været flere udfordringer, som vi de seneste uger har stået overfor:
Først og fremmest er der ikke mange hvide mennesker, oppe i det område hvor vi bor. Så især de mindste børn var i starten meget generte og måske lidt skræmte over de to høje, bleghvide personer, der stod overfor dem.

Dernæst har det ikke altid været lige nemt at kommunikere med eleverne. For at snakke engelsk til børn under 10 år, er ligesom at snakke til dør. Så nogen gange har vi overvejet bare at slå over i at snakke dansk, for det kunne jo være det samme. Ellers har vi forsøgt at gøre øvelserne så enkle, at forklaringerne kunne gøres med demonstrationer, eksempler og almindelig kropssprog. Men der er virkelig ikke noget at sige til, at de har haft svært ved at forstå os. For det første er engelsk deres 3. sprog, og for det andet har de alle tre fag helt fra 1. klasse, og jeg ved selv, hvor svært jeg havde ved, at lære et nyt sprog da jeg kom i 4. klasse.

Så vi fik lært os selv, at undgå alle former for fyldord og absolut kun lave de mest nødvendige fagter, for konsekvensen kunne fx være, at hele klassen stod og bevægede deres hænder op og ned, efter at vi med de samme fagter havde sagt: ”sit down, please”. I børnhaveklassen legede vi ”Skorsten” en dag. Legen hvor man på skift skal op og gætte i hvilken hånd, personen fra det andet hold gemmer kridtet i. En meget simpel leg, men de mindste børn troede det var en boksekamp, og stod i stedet overfor hinanden, begge med knyttede hænder og gjorde klar til kamp. Så de kopierede virkelig alt hvad man gjorde, og gentog alt hvad man sagde, for det var de vant til at skulle gøre.

Dertil har det naturligvis også været en udfordring, at finde det rigtige niveau til den rette klasse. Så sommetider har vi genbrugt lidt og opdaget, at nogle ting bare fungerede bedre i 4. klasse end i 3. klasse - og omvendt. Den sidste halvanden uges tid, oplevede vi for alvor hvor frække sådan nogle børn også kan være og flere skulle lige prøve os lidt af og teste vores grænser, hvor langt vi ville gå.

Oevelse med to be

På nogle måder var skolen mere striks end den jeg har gået i. Eleverne var opdraget til at rejse sig, når der kom nogen ind ad døren, og når læreren (eller os) kom ind til en ny time, kørte remsen: ”Good morning students” - ”Good morning teacher” -  ”How are you?” - ”We are fine, thank you, how are you?” - ”I am fine too, thank you. Please sit down.” Hver morgen blev flaget hejst og nationalmelodien sunget og mandag morgen ved flaghejsning, blev der også tjekket, om eleverne havde fået klippet og renset negle. Hvis ikke, fik de et lille rap over fingrene med en pind. Ikke hårdt, bare et symbolsk slag. Så imens jeg diskret puttede mine egne halvbeskidte hænder i lommen, overvejede jeg lige, hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg kom ud for at skulle straffe en af eleverne. For at slå dem, ville jeg i hvert fald ikke! Heldigvis blev jeg hverken bedt om at slå nogen eller var ude i en situation, hvor det i etiopisk skolestil skulle have været nødvendigt. I stedet satte jeg mig en enkel gang halvt på skødet af nogle af drengene, som ikke kunne blive siddende på deres pladser.

I vores undervisning fokuserede vi meget på, at komme uden om for meget tavleundervisning. I stedet lavede vi nogle kreative øvelser, opgaver og konkurrencer, hvor der blev snakket lidt mere og hvor kroppen også kom i spil. Dvs. vi sang en masse sange med fagter til, som fx ”Yogi-Bear”, ”Head and Shoulder” og ”When the Saints go Marching in”. 

"Head and shoulder..."- altid et hit!

Som en afskedsgave havde vi balloner og slikkepinde med til dem, hvilket de selvfølgelig blev rigtig glade for. Jeg synes, det har været super spændende at få lov at undervise og lave nogle anderledes ting med eleverne, end de højest sandsynlig er vant til. Sådan som der blev sagt farvel, virkede det også til, at både elever og lærere var glade for den korte tid, som vi var på skolen i.

På mandag går turen atter tilbage til Addis, og så må vi se, om afrikaeventyret stopper der, eller om vi får lov at blive lidt længere, og hvad vi så kommer til at lave. Det har i hvert fald ikke skræmt mig væk, det med undervisning!     

Balloner og slikkepinde faldt i god jord!

Mødet med flinke mennesker, flere kulturer og flotte dyr

Selvom jeg er langt væk hjemmefra, og Frederik er den eneste jeg kan snakke dansk med til hverdag, har det alligevel lykkedes os, at få nogle danske kontakter her i Etiopien. Normalt når man møder andre hvide her, bliver man meget interesseret i, hvad vedkommende dog laver her, og man føler sig nærmest forpligtet til hilse på og til at snakke til dem. Men når man derimod møder andre danskere, er en hilsen og en samtale bare ikke nok, - man bliver man nød til at ses igen. Dét at møde nogle nye mennesker er ofte en udfordring hjemme, fordi det kan være svært, at finde noget man har tilfældes og noget at snakke om. Her i Etiopien har vi mødt op til flere andre danske volontører og missionærer. Mennesker som af en eller anden grund er endt i det samme Afrikanske land som en selv. Mennesker som jeg muligvis aldrig ville have mødt, hvis det ikke var for Etiopien, og mennesker som man kommer til at holde af, fordi det minder én om alt det derhjemme, om Danmark. Umiddelbart ville vi ikke have noget tilfældes, men netop fordi vi er så langt væk og fordi vi alle er danskere og laver et stykke arbejde her i Etiopien, har det været utroligt let, at falde i snak og få nogle oplevelser sammen.

For et par uger siden fik vi et nummer på en dansk kvinde, som er missionær nogle hundrede kilometer fra hvor vi bor. Vi kendte hende ikke, og vidste hverken hvem hun var, hvad hun lavede i Etiopien, eller hvad vi skulle snakke med hende om i telefonen. Men et telefonopkald senere havde vi pludselig et nyt bekendtskab og et nummer på endnu en dansk volontør. Som sagt går snakken jo let, og halvanden uge efter mødtes vi med to andre unge volontører i Arba Minch. Helene fra Danmark og Therese fra Norge var de to piger, som vi skulle tilbringe de næste to weekender sammen med. Vi kendte dem ikke, så det kunne jo gå hen at blive nogle hårde weekender. Heldigvis gik det rigtig fint, og som sagt gik snakken jo lystigt, og vi havde nogle gode dage sammen.

Destinationen den første weekend var Jinka, en mindre by ca. 300 km sydvest fra Chencha. Her boede vi nogle dage og tilbragte tiden sammen med to danske, kvindelige missionærer. Den første dag kørte vi af sted, tæt klemt sammen i en bil, langt ud i ingen ting. Og det er ikke overdrevet, for når man har kørt 1½ time på grusvej og derefter drejer ind til venstre af noget der ligner en mellemting mellem en skov og en afrikansk slette, hvor man kun kan se sporene fra én anden bil, kører der en halv times tid uden nogen form for by eller anden destination i sigte, så er man langt ude! Til sidst viste den lille landsby sig så, som vi kørte efter, og lige så langt ude, som vi var, ligeså primitivt levede de der.

Saadan boede de ude i landsbyen.

Dagens hoest.

Folk i så lidt tøj som muligt boede der i små hytter uden væge og levede primært af majs og hirse. Mens de mindste børn lå under myggenet og sov og de lidt ældre legede i sandet, var det et fælles projekt for landsbyens kvinder at få lavet mad. Nede fra majsmarkerne kom mændene gående og snart var vi klar til at indvie den nye kirke. Rettere sagt en plads, som var overdækket med majsplanter. Indbyggerne i landsbyen har tidligere haft en eller anden form for stammereligion eller gammel traditionel afrikansk religion, men er for nylig blevet omvendt til kristne. Efter et kristendomskursus var de da klar til at blive døbt. 42 mennesker blev i løbet af gudstjenesten døbt, og den halvdel, der havde færdiggjort kurset, fik lov at gå til nadver. Det var utrolig dejligt at se, at så mange havde fundet mening i Kristendommen, men mindst lige så interessant synes jeg, det var at opleve, hvor anderledes folk kan leve, sammenlignet med det jeg indtil nu har oplevet som primitivt. Ingen råbte ”feringe” efter én eller tikkede, for de havde muligvis aldrig set udlændinge før eller haft særlig mange birr mellem deres hænder før. Alt virkede så roligt og harmonisk og der var ingen materialisme, som vi kender det.

En af landsbyen drenge. Ja, der var meget stoevet!

Smuk solnedgang paa vej til Jinka.

Da jeg kom til Addis Ababa i august, troede jeg, at dét var sådan Etiopien var. Da jeg kom til Chencha i september, oplevede jeg så, at der er stor forskel på livet i byen og livet på landet, og at folk virkelig lever et andet liv end det jeg kommer fra. Efter denne weekend måtte jeg endnu engang revidere min forestilling om, hvor forskelligt vi mennesker rent faktisk kan leve, og hvor ulige forhold vi lever under. En ting er, hvordan vi vælger at leve livet, en anden ting er, hvor i verden vi er født og hvilke traditioner og normer der er bundet til dette sted. Det er nemlig også med til at forme hvem vi er.

Dagen efter vi havde besøgt den lille landsby, tog vi til Turmi, en anden by i området som er hovedbyen for Hammarstammen. I dag er Turmi forvandlet til en turistby, så mange folk lever af, at turister gider betale penge for, at få taget billeder med dem. Det var lidt overvældende, pludselig at blive set på som turist, når man til hverdag lever og arbejder på næsten lige fod med de lokale. Der er omkring 40.000 hammerfolk tilbage, og det karakteristiske ved dem er primært kvindernes hår, som er lavet af en blanding af mudder, afføring fra køer og en rødglødende farve, som virker tiltrækkende på mændene. Som alverdens andre stammer, har de nogle meget signifikante traditioner og ritualer, som adskiller sig meget fra alle regler og normer fra vores kultur. Planen var, at vi skulle have set en af dem, nemlig deres ”Bull jumping”, som er en del af en manddomsprøve, hvor manden skal løbe over nogle blod-indsmurte køer, mens hans søster bliver pisket. Det lyder meget bizart, og er i dag måske mere opstillet for turister end som tradition? Vi ramte den forkerte dag, men det var måske fint nok, for det lyder ikke særlig rart at se på!       

         

Vi så også en del stammefolk udenfor Turmi og besøgte også en lille landsby hvor nogle af dem bor, så selvom meget af området i dag er præget af turisme, var det stadigvæk vildt fascinerende at se, hvor anderledes en kultur andre folk i verden er blevet sat i, end den jeg er. En anden ting jeg har lært af vores tur til Jinka er, at Etiopien ikke bare byder på bylivet, som det er i Addis, eller på det landlige Chencha, men at Etiopien er et kæmpe land med mange mennesker, som lever hver sit liv i tusinder af forskellige kulturer. Og når man har været derude på kanten og se, hvor godt man stadig kan have det, kan man ikke undgå at lade sig fascinere!

En hamarkvinde i Turmi.

Faellesbillede med nogle unge hamarpiger.

Sidste weekend var Frederik og jeg sammen med Helene og Therese igen. Denne gang stod den ikke på endnu et nyt kultumøde, men på et møde med en ny side af naturen. Omkring Arba Minch ligger nationalparken Nech Sar, og jeg havde længe set frem til at skulle på safari. Nu skulle det endelig ske! Det meste af turen foregik i båd, hvor vi bl.a. så krokodiller, hovedet af nogle flodheste, en kæmpe flok pelikaner og andre flotte fugle. På den anden side af søen gik vi på land og så en masse zebraer, også et virkelig flot dyr! Så efter at have set de vilde dyr ude i den vilde natur, er jeg færdig med Blåvand Mini Zoo.
Jeg fik desværre ikke skudt en zebra, så jeg kunne få skindet med hjem, men i stedet fik jeg skudt en masse flotte billeder med min ”dræber linse”, som Frederik har navngivet min store kameralinse. Her er nogle af dem:

Flodheste der kommer op til overfladen for at faa luft.

Farlig, farlig krokodille

Jeg husker ikke navnet paa denne fugl, men flot er den da!

"Hej hr. zebra, hvad gjor du paa"

Safari-truppen.  Helene, Therese, Frederik og jeg.

Alt i alt, har det været nogle spændende ture, med en masse oplevelser og erfaringer til bagagen og ikke mindst nye bekendtskaber. Nu er vi tilbage til arbejdet og hverdagen i Chencha, hvor her er så koldt i forhold til Jinka og Arba Minch!! 

Vores sydetiopiske eventyr

Nu har vi været i Chencha i over tre uger og vi er efterhånden begyndt at falde mere og mere til. Vi kan mærke, at vi rigtig er kommet ud på landet i et lokalsamfund, hvor alle kender alle. Det betyder bl.a. at man skal huske, hvem man skal hilse på, på gaden. Dvs. kirkelederne, folk man har besøgt, drengene og de ansatte fra multicenteret osv. Man kan nemlig godt få sig en tendens til, at ignorere al den kalden og råben efter en, som der er. Når man så møder et kendt menneske, er det også vigtigt, at huske på de amhariske gloser og sige og svare det rigtige. Lidt en udfordring, fordi lokalbefolkningen jo snakker stammesproget gomania. Så for os virker det som om, det er noget forskelligt hvad de siger fra gang til gang, eftersom de muligvis blander og skifter mellem de to sprog. Man skulle også tro, at folk vidste efter tre uger, at vi bor her, men når man skal købe bananer på markedet, samles der stadig en stor flok mennesker rundt om os, for at se hvad det dog er vi laver.

Der saelges bananer paa markedet.

Der er marked i Chencha tirsdag og loerdag.
Eneste chanche i ugen for at faa frugt og groent.

Endnu et billede fra markedet. Der er flere hvor de kommer fra. 

Når man går på gaden sker det også, at vi bliver inviteret hjem til kaffe ved folk. Ofte ved vi ikke hvor værten bor, og så er det ikke så nemt at besøge dem. Vi havde mødt nogle unge piger en dag, som havde inviteret os og som vi vidste hvor boede, så da vi en eftermiddag havde tid, gik vi bare hen til deres hus og bankede på. De kunne selvfølgelig ikke andet end at byde os indenfor og straks gik den ene af pigerne i gang med at gøre klar til kaffe-ceremoni. Først fik vi serveret gålå, som er ristede hvedekerner der spises som snack. Så gik hun i gang med at tænde op i det lille bålsted hvor hun ristede de grønne kaffebønner over. Kværnede dem derefter med håndkræft, kogte vand og lavede kaffen til sidst. Normalt er jeg på ingen måde kaffedrikker, men den traditionelle, etiopiske kaffe smager faktisk overraskende godt. Det var lidt en komisk situation at banke på en fremmed families dør, byde sig selv på kaffe og derefter sidde 1½ time i stilhed, da de ikke var så gode til at snakke engelsk, og vente på, at kaffen blev færdig. Men nu har vi prøvet det, og det er på sin vis også meget hyggeligt og spændende, at se hvordan folk bor rundt omkring og ikke mindst en del af kulturen.  

Et billede af byens hovedvej

Hvad sprog angår, er vi kommet lidt i gang med at blive undervist i de amhariske bogstaver. Der er 33 x 7 tegn og variationer og jeg er efterhånden kommet halvvejs med at lære dem… Så må vi se, om vi lærer at snakke amharisk bagefter? Men indtil videre kan man i det mindste nemt imponere folk med de bogstaver og få ord man kan. Den generelle kommunikation er heller ikke blevet nemmere, da engelsk er tredje sproget for lokalbefolkningen. Men med kropssprog og en blanding mellem engelske og amhariske ord går det og heldigvis kender vi nogle stykker der snakker fint engelsk som kan oversætte.

Mig og udsigt ud over landskabet her ved Chencha

Indtil videre har det meste af vores arbejde gået med at sætte aktiviteter i gang på det nærliggende Multi Purpose Center som WSG/HCE har her i Chencha. Centeret foregår primært som kontor, men også som opholdssted for en række af byens unge. Der er bl.a. en cafe og plads til at lave forskellige aktiviteter. Organisationen laver en del arbejde med kvinder, hvor de giver dem hjælp til selvhjælp, så vores opgave er, er at lave noget med de unge - primært drenge. Der er flest om eftermiddagen og for det meste sidder de bare i cafeen og spiller Dam eller spiller bordtennis. Derfor har vi bl.a. haft kortspil med, så vi har spillet UNO, SKIBO, FJOLS osv. Derudover er der en volleybane, så når vejret har været godt, har vi taget en match. Vi har også spillet ultimate og prøvet at lege nogle forskellige lege med dem. Det med lege blev lidt en udfordring. Det virkede ikke som om, at det var noget de havde prøvet før, og de havde svært ved at forstå, at det bare var en leg og ikke en sport. Aldrig er ninja-legen blevet udført med så avancerede bevægelser (flere af drengene går nemlig til karate i fritiden). Interessen for at lege var heller ikke så stor, så man skulle hele tiden være et skridt foran, og klar på at igangsætte en ny leg, når de pludselig efter 10 minutter ikke gad den leg længere. Efterhånden som vi legede, kom der også flere og flere børn og legede med. Til sidst var det kun børn under 8 år og der var bare mange af dem! De forstod af gode grunde ikke hvad jeg sagde til dem, og det blev hurtigt en udfordring at forklare reglerne. Jeg prøvede på bedste vis, alene mig, at demonstrere, at i fangeleg er det ikke godt at blive fanget. Men da jeg løb væk fra dem, fik jeg bare 20-30 børn løbende efter mig. Kædetagfat er heller ikke nogen god leg at lege, slet ikke når man udnævner sig selv til at være fanger, for samtlige børn vil jo holde hende den hvide i hånden…

Soede piger der var vilde med at faa taget billeder.

Det er stadig lidt udfordrende at finde på, hvad vi skal lave med de unge om eftermiddagen, men vores næste projekt er at få samlet nok tomme, 2 liters vandflasker sammen, så skal bruges som stave til at spille hockey. Så det er med at være kreative og generelt virker det som om, at de unge er glade for, at der bare sker noget ud over det sædvanlige.

Formiddagene har indtil videre været lidt tomme, men fra og med i morgen er det meningen, at vi skal undervise en 1. klasse i engelsk to formiddage om ugen, så det bliver lidt spændende. I stedet har vi indtil videre haft muligheden for, at se området, naturen og flere skoler. WSG/HCE har over 100 speed-schools rundt omkring i området. Hver skole har en klasse med maksimum 25 elever mellem 9 og 11 år, som af forskellige årsager ikke er kommet i skole da de var 6, eller er droppet ud. I løbet af et år, sørger speed-skolen så for, at de bliver klar til at starte i 4. klasse i en almindelig folkeskole året efter. Dvs. at de tager 1.-3. klasse på ét år. Det er to af disse skoler vi har besøgt, hvor vi har sunget et par sange og leget med eleverne. Eleverne er rigtig søde, og det virker til at være et virkelig bæredygtigt og godt projekt, eftersom eleverne højest sandsynlig ville være blevet analfabeter, når de blev voksne, hvis de ikke havde fået dette tilbud.

Naturen omkring Chencha er også virkelig smuk! Regntiden er næsten ovre, så alt er så grønt og frodigt. Det regner dog stadig en del, så det giver nogle mudrede sko og bukser, når man går udenfor, for efter en byge er der mudder overalt! Men når vejret har været til det, har vi været oppe på nogle fine udsigtsposter og ved et stort, flot vandfald. Når vi er rundt med etiopierne ender vi stort set altid på en cafe. Det er åbenbart sådan man gør her, og der man hænger ud. Så udover den kop te vi får serveret efter hvert måltid i gæstehuset, bliver det også næsten altid til mindst et cafebesøg om dagen.

Smuk natur!

Fra vandfaldet, rigtig idylisk sted hvor jeg for foerste gang saa to aber

Tiden og strukturen er stadig en meget variabel størrelse her, for en regnbyge, powercut eller manglende mobildækning kan hurtigt spolere en hel dags planer. Derfor er det sjældent, vi ved hvad dagen bringer, når vi vågner om morgnen.